|
Ingen vildrede
Kim Vilfort blev født 15. november 1962 i Valby.
Man var aldrig i vildrede med Kim Vilfort. Tværtimod var man altid garanteret en helhjertet og dedikeret fighterindsats fra universalspilleren, der kunne løbe boks til boks i samtlige minutter og desuden faktisk havde en særdeles god teknik. Man vidste hvor man havde ham.
Til gengæld var jeg i vildrede mht. hvilken position han skulle indplaceres på i dette værk. Lad det være sagt med det samme: Han var ikke nogen egentlig højre wing, da han havde nogle andre forcer end de mange dygtige og mere traditionelle wings dette land har produceret. Men Kim Vilfort er naturligvis umulig at komme udenom! Han startede som angriber, men på landsholdet spillede han primært offensiv midtbane, men uden at passe ind i kategorien blandt de andre ”10’ere”. Vilfort var altmuligmand i Richard Møller Nielsens landsholdsregi, ofte med en placering lidt til højre på midtbanen (hvilket med et minimum af god vilje berettiger hans kategorisering her), og efterhånden som karrieren skred frem blev han gradvist rykket tilbage på banen.
Det var Skovlunde IF der først kunne præsentere den talentfulde angriber i sjællandsserien i slutningen af 70’erne. Vilfort kvalificerede sig til junior- og ynglingelandsholdet, sammen med bl.a. Mogens Krogh fra Tårs-Ugilt, Jan Mølby fra Kolding IF, Bent Christensen fra Lyngby og en vis Michael Laudrup fra KB. I 1981 kom Vilfort til Frem, hvor han hurtigt blev topscorer og en meget lovende profil. Desværre kolliderede dét års pokalfinale med en ynglingelandskamp i Vesttyskland. Frem kunne dermed ikke råde over sit stortalent, idet DBU nægtede at frigive Vilfort fra sin landsholdsforpligtelse. Træner Jan Poulsen var naturligvis bitter, og det var alt i alt noget værre rod. Frem var i det hele taget uheldige og tabte finalen med 1-2 til Vejle på to selvmål. Kim debuterede på OL-landsholdet 5. oktober 1983 mod Polen.
I 1985 solgte Frem sin forward til OSC Lille i Frankrig, men det blev ikke nogen succes. Allerede efter et år hentede Brøndby IF Vilfort tilbage til Danmark. På Vestegnen omskoledes angriberen til midtbanespiller.
På det tidspunkt kom Kim Vilfort ind i billedet til Ricardos nye OL-landshold. Møller Nielsen syntes vældigt godt om den løbestærke og offervillige Brøndbyspiller, og Vilfort takkede for tilliden ved at score fire gange på det fremgangsrige olympiske mandskab, bl.a. begge mål i den famøse udekamp i Polen, hvor Danmark vandt 2-0, men siden blev taberdømt på grund af den ikke-spilleberettigede Per Frimanns medvirken.
Ved EM i 1988 tog Vilfort springet ind på ”det rigtige” A-landshold, og blev en af støttespillerne da Richard Møller Nielsen overtog tøjlerne fra Sepp Piontek. I 1991 blev all-round spilleren valgt til Årets Spiller i dansk fodbold. Hovedpersonen kommenterede i Det Fri Aktuelt hæderen med sædvanlig beskedenhed: ”Det er uretfærdigt at der kun skal være 1 Årets Spiller, for hans præstation vil altid være afhængig af holdkammeraternes”. For den læreruddannede Vilfort var kollektivet altid hævet over det enkelte individ. Som professionel fodboldspiller og dermed lønmodtager i underholdningsbranchen bevarede han karrieren igennem en naturlig sund skepsis overfor både persondyrkelse, såvel som pengenes og sponsorernes indflydelse på sporten. Han lavede sin egen lille protest imod professionalismens strømlining, ved at nægte at bære slips.
I forbindelse med EM i 1992 var Vilfort vokset til at være en af Ricardos helt uundværlige nøglespillere. De meget kollektivt baserede værdier som Richard Møller Nielsen svor til, passede Vilfort særdeles godt.
Under EM-slutrunden måtte midtbaneslideren pludseligt forlade truppen for at tage hjem til familien. Hans datter var meget alvorligt syg. Kim Vilfort vendte dog tilbage til Sverige i tide til at spille en essentiel rolle i semifinalen mod Holland og ikke mindst finalen mod Tyskland. Hele den historie er en film værdig, og den er jo for resten også blevet lavet…
2-0-målet i finalen er fuldkommen ikonisk. Havde VAR godkendt den i dag? Tyskerne protesterede over at Vilfort havde tæmmet bolden med armen, efter at en hovedstødsaflevering fra Lyngbys Claus Kuno Christiansen havde givet Vilfort en fordelagtig skudposition. Jeg mener at scoringen var reel, og at skulderberøringen var gået igennem VAR’s skarptseende nåleøje. Braget af et hug der strøg ind i det korte hjørne, uden chance for Bodo Illgner, var måske meget illustrativt for det danske EM. Stolpe ind.
Vilfort fortsatte på landsholdet til og med EM 1996. Det blev til 77 kampe og 14 mål.
For Brøndby er Kim Vilfort utvivlsomt et af klubbens allerstørste profiler gennem tiderne, måske den største. Han var med til at vinde 7 mesterskaber og 3 pokalturneringer med de Blå-gule.
Karrieren blev afsluttet på fornem og passende vis i 1998 med en smuk scoring i Vilforts sidste kamp på Odense Stadion, der sikrede Brøndby en 1-0-sejr over OB. Han undlod ikke at brillere med sin særlige signatur-pasning; hælafleveringen. Dén skulle der være mindst en af i hver eneste kamp.
Efter karrieren har Kim Vilfort udført et ekstremt dygtigt og yderst succesrigt arbejde som chef for Brøndbys talentafdeling.
| |
25 kampe: 14. februar 1990 mod Egypten
(71)
(60)
