|
| 15. december 1952 i Vejle | Allan Rodenkam Simonsen | |
|
| KAMPE OG MÅL | PÅ BÆNKEN (IKKE BENYTTET) |
|
| 55 / 20 | Vejle (9/5) | 7 | Vejle | |
| | Mönchengladbach, Tyskland (10/6) | |
| | FC Barcelona, Spanien (15/5) | |
| | Vejle (21/4) | |
|
| OM ALLAN SIMONSEN | Skrevet af Michael Kjærbøl | |
|
|
Europas bedste
Allan Rodenkam Simonsen er født 15. december 1952 i Vejle.
Da jeg sad og researchede på det her afsnit om Allan Simonsen, faldt jeg pludselig over et holdfoto fra FC Barcelona fra Alt om Sport i 1981. Allan sidder på hug blandt en flok meget sammenbidte og barsk udseende holdkammerater. Nu kan det godt være at der går lovligt meget billedanalytisk overfortolkning i den, men det virker som om at anføreren Asensi ved siden af Allan har et kropssprog der vender væk fra danskeren, mens kæmpestore Heredia på den anden side ligner en der er parat til at bide den nærmeste modstander der viser sig midt over. Der er ingen som helst glæde i ansigterne på nogen af spillerne. Tværtimod er der noget trist, næsten bedrøvet over dem. Allermest Allan. Han sidder med foldede hænder foran sig med et fjernt blik i øjnene. Han ligner slet, slet ikke en mand der skal til at spille for 100.000 engagerede tilskuere på et af Europas mest ikoniske stadions. Han ligner faktisk en der meget hellere vil være fri. Nu er værdifortolkningen naturligvis helt på min egen kappe. Det kan også være at Barcelonaspillerne er i fuld koncentration inden en vigtig kamp. Men det er svært at nægte at der umiddelbart er indikationer på at de bærer en tung dyne af pres på sig, og at de indbyrdes relationer ikke ligefrem er til diplom i spejderbevægelsen.
For mig er dét her simpelthen selve sindbilledet på Allan Simonsens trængsler i Cataloniens hovedstad. Når Allan foretrak at tage til den engelske 2. division for at spille på mudrede baner med en flok knoldesparkere i dét der må være en af de mest fejlcastede transfers i dansk og international fodboldhistorie, så handlede det formentlig om, at intriger, bagtalelse, jalousi og kolossalt forventningspres, efter tre sæsoner dannede en cocktail af betændt arbejdsmiljø og bristede sportslige illusioner. Det menneskelige fundament og de værdier som klubben og holdet var baseret på, var så langt fra Allans egne forestillinger om glæde ved sporten, at han til sidst ikke orkede mere. Uanset om han spillede gode kampe og gav alt for klubben med sin sædvanlige ærlighed og dedikation, så kunne han alligevel læse nedsættende kommentarer fra konkurrerende holdkammerater i pressen dagen efter en kamp. Han havde kun været i Barcelona et par måneder, da østrigeren Hans Krankl proklamerede at han ville fryse Simonsen ud. Den tidligere VM-stjerne fra 1978 følte sin position som klubbens førsteangriber truet. Under de konditioner var det mere end vanskeligt for den lille dansker at få succes.
Da Allan scorede sejrsmålet for Barca i Europa Cup finalen for pokalvindere i 1982 mod Standard Liége med et flot hovedstød, var det som en sød hævn for alle trængslerne. Og farvel og tobak til Spanien. Det var en bittersød exit, for de catalanske fans elskede den lille forward, og han elskede selv på mange måder Spanien. Men mentaliteten i klubben var bare for langt fra Vejle.
Heldigvis stoppede eventyret om Allan Simonsens fantastiske karriere hverken på Camp Nou eller på Charltons The Valley. Men det startede i Nørreskoven i starten af 70’erne.
Simonsen trivedes i Vejle Boldklub som ungt talent. Det tekniske fodboldkoncept der havde været praktiseret siden 50’erne, blev varetaget af dets faderskikkelse, Frits Godtfredsen, der havde trænet VB i 1958 da man blev mestre med Tommy Troelsen og Henning Enoksen i angrebet. I 1971 førte chefideologen Godtfredsen atter Vejle til det danske mesterskab. Allan Simonsen var en lille pågående, hurtig og overraskende skudstærk angriber eller wing, der ikke fyldte så meget i det fysiske landskab, men var en gigant i det tekniske.
I ynglinge-unionskampen i Vamdrup i oktober 1969 mellem Jylland og Bornholm trak han for første gang massiv opmærksomhed omkring sit potentiale. Kurt Nielsen, der overværede kampen, sagde højt ”Hvem fanden er den lille lort”? Simonsens energi imponerede alle. Alligevel mente mange at han manglede højde og drøjde i forhold til at blive en absolut topspiller. Heldigvis beviste Allan at det ikke altid er størrelsen det handler om… Han kom kun i betragtning til de Olympiske Lege i München i 1972 fordi andre forwards blev professionelle op til OL. Under nogen skepsis blev Allan udtaget til en venskabskamp i juli mod Island, og manede enhver tvivl til jorden med to mål og en fremragende indsats. ”Det gik over al forventning”, sagde den – som altid – beskedne Simonsen til pressen. ”At score to mål i min debutkamp havde jeg ikke drømt om. Inden kampen havde jeg fået tudet ørerne fulde om, hvor svært det er at spille mod Island i Reykjavik. Men det gik da udmærket”. Aviserne mente nu alligevel at kæmpen Jack Hansen fra B.1913 og slideren Heino Hansen havde været Danmarks bedste. Allan Simonsen gjorde det da nydeligt, men han var jo ikke større end tobak for en skilling.
De minimalistiske forventninger til Simonsen blev atter gjort til skamme ved den olympiske slutrunde. Allan sled og slæbte i den danske offensiv og var her og der og alle vegne. Især i den overraskende sejr over Brasilien var han brillant. Atter scorede den undervurderede skillingstobak to gange.
Før OL havde Allan forhandlet om professionel kontrakt med Hamburger SV og Borussia Mönchengladbach. Men i modsætning til andre landsholdskandidater havde Allan ønsket at vente til efter legene, for at få oplevelsen med. Den beslutning svækkede bestemt ikke hans forhandlingsposition.
Kort efter OL skrev han så kontrakt med Gladbach, hvor han blev holdkammerat med Henning Jensen.
Det første halvandet år blev han konsekvent losset ned til træningen. Det var træner Hennes Weisweilers metode til at hærde den lille dansker. Han sad splinter i enden ude på bænken, mens kammeraten Henning Jensen fik et kæmpe internationalt gennembrud. Men i 1974-75 brød Allan igennem med et brag. Med uimodståelig og ukuelig vilje vandt han såvel tilhængernes hjerter på Bökelberg, og tre mesterskaber i Bundesligaen.
I 1975 var han toneangivende da Gladbach triumferede i UEFA Cup finalen, med en sejr over hollandske Twente. Simonsen scorede to gange i den afgørende kamp.
I 1977 var han banens bedste mand i Europa Cup finalen for mesterhold, og scorede et forrygende mål, uden dog at kunne forhindre et 1-3-nederlag på dagen til Liverpool.
Samme år fik han Den Gyldne Bold, Ballon d’Or, som bevis på kåringen til Årets Spiller i Europa. En næsten ufattelig præstation for en spiller fra et så lille land. Den lille pjuskede ælling fra Vejle var vokset til en smuk svane i Vesttyskland.
Efter endnu en UEFA Cup triumf i 1979 (hvor han blev turneringens topscorer), forlod Simonsen Mönchengladbach til fordel for et nyt eventyr i Spanien. Nogen udpræget succesfortælling blev det dog, som ovenfor beskrevet, langt fra.
Skæbnen ville imidlertid at netop da Allan havde løbet panden mod muren i håbløse konditioner og klubfallit i Charlton Athletic, spillede han sit bedste nogensinde på det danske landshold. Den fortabte søn vendte hjem til Vejle og fandt atter den indre ro og glæden ved fodbolden. I tre år havde han været i konstant mentalt stressberedskab, men i den trygge, hjemlige andedam fandt Simonsen et helt nyt gear i rød-hvidt under Sepp Piontek. Landstræneren lod Allan spille lidt bagved powerhouse-forwarden Preben Elkjær og gigatalentet Michael Laudrup, og som landsholdets 10’er og offensive regissør styrede Allan Danmark til EM i Frankrig. At han i 1983 blev nummer tre i afstemningen om Ballon d’Or – som Vejlespiller – er næsten en større præstation end da han vandt kåringen i 1977. Og det vidner om den respekt der stod om det danske landsholds internationale gennembrud. Eventyret var atter tilbage på det episke og heroiske spor. Desværre endte det tragisk efter 43 minutters spil i EM’s åbningskamp mod Frankrig. Allan kom skævt ind i en hård tackling med forsvareren le Roux og brækkede benet. Folk der var på stadion gyste ved den tørre lyd af benbruddet. Som en gren der knækker. Liggende på båren på vej ud af banen tryglede Allan Sepp Piontek om at vente med at skifte ud. Måske kunne han alligevel spille videre! Det utopiske, men bønlige håb, var en refleksion af Allans indædte vilje til at give alt for landsholdet. Det må have føltes som hans hjerte bristede da realiteterne afsløredes. Og vi var mange der græd da den lille ælling blev sendt hjem og ud af slutrunden.
På en måde sluttede eventyret om Allan Simonsens fantastiske odyssé i den ofte ubønhørlige fodboldverden her. Allan blev ikke den samme spiller efter den rædselsfulde skade.
Men han fightede sig tilbage og blev udtaget til landsholdstruppen til VM i Mexico to år efter det brækkede ben. Dels på sin egen kolossale ukuelighed. Og dels på velvilje fra Sepp Pionteks side. Eventyret fik et appendiks.
I Vejle var han imidlertid stadig en outstanding profil, og først i 1989 afsluttede han sin næsten utrolige karriere.
Siden blev han træner for bl.a. det færøske landshold. Og en ufatteligt populær taber i tv-programmet Vild med Dans. Jeg vil til min dødsdag være stensikkert overbevist om at der var fusk med i spillet, da han røg ud. At han ikke havde for to kroner rytme i kroppen var jo komplet underordnet. Allan var med al tydelighed omgærdet af hele nationens affektion, og folk stemte jo på ham! Jeg har ikke gidet at se udsendelsen siden.
| |
|
| Oplysningerne er pr. 16. juni 2023 | |
|
| MÖNCHENGLADBACH, TYSKLAND |
|
|
| Er rangeret som bedste anden-angriber i Michael Kjærbøls mesterværk "Dansk fodbolds 110 bedste" | |
|
|  | |
|
|
25 kampe: 15. oktober 1980 mod Grækenland
(46)
(60)