|
Lovens lange arme
Ole Qvist blev født 25. februar 1950 i København.
Da unge Ole Qvist begyndte som senior i KB i slutningen af 60’erne rådede københavnerne over to af landets dygtigste keepere; Niels Hagenau og Nils Jensen. Førstnævnte klarede sig bedst landsholdsmæssigt med 5 landskampe, mens den lidt ældre Nils Jensen, kaldet ”Tykke-Nils” ejede publikums hjerter. Til trods for at han kun fik 1 landskamp, eller rettere en halv, idet Jensen afløste en skadet Erik Gaardhøje i venskabskampen mod Finland i 1961. Danmark vandt med 9-1 og Tykke-Nils droppede det finske mål.
Nils Jensen havde, trods sit store korpus, forbløffende atletiske evner, og det gjorde ham til en rigtig underholdende keeper. Fodboldfolket elsker målmændene med springkraft og feberredninger på stregen. Det er så meget mere seværdigt end de mere placeringskloge målmænd der gør rent bord i luftspillet. Niels Hagenau var den mere komplette, men også mere ordinære målmand – i alt fald i mange tilskueres optik.
Ole Qvist havde altså to store forbilleder på tæt hold som ung målmand, og af de to lignede han nok Nils Jensen mest som type. Efter et langt tilløb blev Qvist i 1974 endelig fast på KB’s førstehold. Hans debut året før i Vejle var så ringe at den kastede syrlige kommentarer af sig fra pressens skrivende gentlemen, der mente at han lignede noget fra faderen, Hans Qvists vittighedstegninger. Ole blev da også altid kaldt Olfert, efter faderens yndlingsfigur. Men med tiden kom stabiliteten og efterhånden trængte den politiuddannede ankermand sig på til landsholdet.
29. august 1979 debuterede Qvist i Mikkeli i en langgaber der endte 0-0 mod Finland. Opgøret var Sepp Pionteks første, og han havde – med hjælp fra det snart hedengangne UK – sat et ligalandshold sammen, med det formål at få overblik over det hjemlige potentiale. Den nye landstræner havde ved sin ansættelse proklameret at han ville bygge sit landshold op omkring en hjemlig stamme af spillere. På sin vis fornuftigt nok, for erfaringerne fra Kurt Nielsens og Rudi Strittichs tid var jo netop, at det var ekstremt vanskeligt at få sammenspillet en enhed, når de udlandsprofessionelle så ofte måtte melde fra. Lidet kunne Piontek vide, at UEFA’s medlemslande meget snart kunne kræve spillerne fri fra klubberne til de nationale mandskaber.
Da det skete skiftede Piontek naturligvis standpunkt og satsede på de bedste udlandsproffer. Således også på målmandspladsen, hvor Birger Jensen fra Club Brügge syntes ret sikker omkring 1980. Men uoverensstemmelser med landstræneren sendte Birger ud i mørket og gav Ole Qvist chancen i kvalifikationskampene til VM i Spanien. Danmark glippede som bekendt nåleøjet til verdensmesterskabet, men Qvist stod udmærket. Alligevel var det ret klart for enhver at Piontek havde en forkærlighed for hans konkurrent, Ole Kjær fra Esbjerg. Kjær var stærkere i luftspillet foran mål, havde lidt mere højde og blev opfattet af mange som en mere moderne målmand.
Desuden spillede Ole Qvist med KB i 2. division efter klubbens nedrykning i 1982, og fik altså ikke den bedste sparring og mistede sin landsholdsplads. At skifte klub kom dog aldrig rigtigt på tale. Motorcykelbetjent Qvist var meget trofast overfor KB.
Da Troels Rasmussen fra AGF brød igennem i 1982-83, havde Piontek pludselig tre dygtige målmænd at vælge imellem, og Qvist så ud til at være nummer tre i rækkefølgen. Ole Kjær spillede de fleste af kampene i EM-kvalifikationen i året 1983, hvor Ole Qvist slet ikke fik spilletid. Men Kjær røg i unåde efter det pinlige 0-6-nederlag i testkampen i Holland op til EM, og Troels Rasmussen var for nervøs da det gjaldt. Den store AGF-målmand stod første halvleg i den næstsidste opvarmningskamp mod Sverige i juni, men faldt helt igennem med en rystende ringe første halvleg. Ole Qvist blev skiftet ind i pausen og greb chancen.
EM i Frankrig blev KB-målmandens store stund. Han stod aldeles fremragende og præsterede flere vidunderlige mirakelredninger på sine hurtige reflekser, og fik enorm betydning for at Danmark nåede semifinalen. Jeg vil ikke tøve et eneste sekund med at kalde ham turneringens bedste målmand. EM var Pionteks landsholds første store prøve på den internationale scene, og holdet var spækket med profiler. Ole Qvist var en af ganske få aktører i truppen fra den hjemlige liga, men som han præsterede, havde Danmark en keeper af international klasse. Desuden var Ole en af truppens spasmagere. Altid i godt humør holdt han kammeratskabsfanen højt og lejrkulleren fra døren. Som sådan var han en slags modstykke til fx Morten Olsens meget afmålte og professionelle væremåde. Hos de danske roligans var Qvist stormende populær. Han havde altid overskud til en vits og et skulderklap på en tid hvor fans og stjerner var i en helt anderledes tæt kontakt end nu til dags. Mod Frankrig havde han to verdensklasseredninger og mod Belgien holdt han simpelthen Danmark inde i turneringen.
Qvist startede da også den efterfølgende VM-kvalifikation som landsholdets førstemålmand, men et maveonde gav Troels Rasmussen chancen i Moskva. Rasmussen stod en fremragende kamp og holdt Qvist ude i resten af kvalifikationen. Da AGF’eren atter gik ned med nerver ved VM-slutrunden i Mexico, var Ole Qvist atter ude med sygdom, og chancen gik i stedet til en målmand der lignede Qvist langt mere end Rasmussen, OB’s Lars Høgh.
Ole Qvist spillede sin 39. og sidste landskamp umiddelbart efter VM, mod Vesttyskland i Idrætsparken.
Han takkede af i KB i 1988, efter 14 år og lidt over 500 kampe som fast førsteholdsmålmand, og helligede sig sit civile job som politibetjent og motorsagkyndig.
| |
25 kampe: 8. juni 1984 mod Bulgarien
(46)
(46)