Onsdag 21. februar 2024 kl. 06:08
WWW.HASLUND.INFO
 
A-LANDSHOLDSPILLERE
ERNST PETERSEN
SPILLERFACTS
FØDTFULDE NAVN
16. august 1890 på Frederiksberg i KøbenhavnErnst Anders Lysholt Petersen
DØD (79 ÅR)
8. november 1969 i Dalum
KAMPE OG MÅLPÅ BÆNKEN (IKKE BENYTTET)
3 / 0AB1AB
OM VICTOR KLEINSkrevet af Michael Kjærbøl
Kælenavne, AB-traditioner, fodboldfeber og Ernst Petersen

I de gode gamle dage var det entusiastiske fodboldpublikum på fornavn med deres idoler. Det var på mode at tildele elitespillerne humoristiske og til tider lidt grovkornede kælenavne. De kunne typisk have omdrejningspunkt i spillernes forcer/specielle karakteristika. Den rare målmand Ludvig Drescher blev kaldt Store Fus, fordi han indimellem droppede groft (fusede).
Anton Olsen havde et ualmindeligt hårdt skud og kaldtes Kanonen. B.93-klubkammeraten Oluf Petersen hed i folkemunde Pyromanen fordi han notorisk brændte chancer. Den stenhårde back, Johannes Hansen fra Frem, kaldtes undertiden Bulotti efter den i datiden stærkt berygtede morder, som mødre truede deres børn med hvis ikke de spiste op eller ville i seng til tiden.
Der var også tilnavne der mere omhandlede noget med erhverv. For eksempel Alf Sømanden Olsen. Carl Skomar’ Hansens far var ganske rigtigt skomager. Og Svend V. Knudsen fra AB kaldtes Spejderen, fordi han var en højtstående leder for spejderkorpset.
Og så var der kælenavne der hentydede til legemlige karakteristika. Nils Middelboe kaldtes Tøjklemmen, fordi han var lang og tynd. Sophus Nielsen hed aldrig andet end Krølben, hvilket var en klar analogi til hans hjulede bentøj. Den enormt høje Svend Aage Castella fra KB kaldtes naturligvis Spir. Lyse Rækkert var den blonde forsvarer Richard Rasmussens tilnavn. Og så var der Akademisk Boldklubs højre wing Ernst Petersen.

Ernst Anders Lysholdt Petersen blev født 16.august.1890 på Frederiksberg. Faderen er beskrevet som købmand, handelsrejsende, bogholder, hovmester, kelner, ejendomsbesidder, værtshusholder, og Ernst havde 7 søskende. Han fik tilnavnet Sildehoved. Umiddelbart ikke særligt flatterende, men utvivlsomt kærligt ment. Faktisk blev Ernst aldrig kaldt andet på stadions, så mange – selv trofaste – tilskuere, kendte dårligt hans rigtige navn. Øgenavnet stammede, ifølge Ernst Petersens familie, fra en AB-tur til Bornholm, hvor man frekventerede en sildehandler ved navn Ernst Sildehoved.

I AB havde man adskillige unikke og temmelig studentikose traditioner. Klubben var jo knyttet tæt sammen med de højere læreanstalter, og det var kutymen at de nye studenter på universitetet meldte sig i AB, hvis de havde lyst til at dyrke fodbold eller cricket. Hvert eneste år afholdt man ligefrem et rusgilde i klubhuset på Tagensvej for de nybagte klubmedlemmer, og der plejede typisk at være omkring 100 til stede.
Æresmedlemmet Asmus Diemer, der var sportsjournalist på Berlingske og kendt for sine spydige, sarkastiske og helt igennem subjektive reportager, holdt den indledende skåltale og derefter var der et ”ballosofisk” oplæg. Hvert år skulle et af de ”kendte” medlemmer nemlig forberede en afhandling om et skørt, pseudointellektuelt, sportsrelateret emne.
Taleren blev så udnævnt til cand. bal. hvis tilhørerne lo og klappede ”tilstrækkeligt” til at overbevise dommerkomitéen. I 1916 var det Ernst Sildehoved Petersen der fik fornøjelsen, og med ophøjet selvironi docerede han om ”Dyrenes deltagelse i boldsporten”. Fremragende ballosofi… Kandidaten fejredes med en god og våd middag og efterfølgende gilde. Begrebet lagde i øvrigt senere navn til AB’s medlemsblad; Ballosophen.

Umiddelbart før det nye efterårssemester på universitetet afholdt man så fakultetsturneringen, hvor de forskellige studier konkurrerede indbyrdes. Det startede altid med en fin, kammeratlig og gemytlig distance til selve konkurrencemomentet, og når så opgørene tog fart, så glemte man gemytlighederne og spillede til for fuld kraft. AB havde et særdeles stærkt hold i anden halvdel af 1910’erne, så de mange fremmødte tilskuere på AB’s bane på Lammefælleden kunne se en perlerække af topspillere slås om en vandrepokal af sølv.
Jurastudiet var repræsenteret af bl.a. Ernst Petersen, Sven ”Den Falske” Knudsen, Henrik Andersen og den senere landsretssagfører og formand for DBU, Leo Frederiksen. Juristerne stillede op i farverige papegøje-trøjer, da de jo havde talegaverne i orden. De medicinstuderende rådede over den stærke islænding Sam Thorsteinsson og angriberen Erik Eriksen, kaldet Mester Erik.
Filosofi og teologi slog sig sammen til Theosofferne, og her figurerede bl.a. P. W. Degner, der havde en meget stærk indflydelse på at AB gennem mange år havde en velfungerende ungdomsafdeling, og akademikernes største spiller på den tid, anføreren Paul Berth. Endelig stillede polyteknikerne op i AB’s grønne trøjer som en anerkendelse af at det var unge folk fra Polyteknisk Læreanstalt der oprindeligt stiftede klubben. Her stillede bl.a. Gunnar Aaby og Svend Ringsted til start. Det kostede 50 øre i entré, men der kunne sagtens være 10000 tilskuere rundt om de to snore-indhegnede baner. Efter dysterne gik deltagerne i Tivoli.

Ernst Sildehoved Petersen var en løbestærk og pasningssikker fløjspiller. Førnævnte Asmus Diemer lagde i sine artikler i Berlingeren aldrig skjul på at Petersen var lidt af en personlig favorit. Sildehoved gjorde nemlig ikke spillet unødigt vanskeligt, i modsætning til individualister som Sophus Krølben Nielsen, Vilhelm Wolfhagen og Alf Olsen. De nævnte ekvilibrister måtte uafladeligt lægge ryg til ret så perfide nedrakninger fra Diemer, der foretrak den arbejdsomme og pålidelige AB’er.

Ernst Petersen debuterede på landsholdet 4.juni 1916, i forbindelse med den årlige svenskelandskamp. Under verdenskrigen var der i dén grad behov for folkelige adspredelser, og tilskuerinteressen sprængte alle rammer. Der kunne klemmes 20000 publikummer ind i Idrætsparken, men der har formentlig været mindst 25000 til dette opgør, og yderligere mindst 10000 måtte gå forgæves. Nils Middelboe var taget hjem fra London for at anføre Danmark, der vandt med 2-0 på to mål af Poul Tist Nielsen. Ernst Sildehoved gjorde desværre en mager figur, så han blev sat af til returkampen i Stockholm. Her tabte danskerne imidlertid sensationelt med hele 4-0. Et resultat der nærmest blev opfattet som en national katastrofe.

Ernst Petersen fik yderligere to landskampe, og Danmark vandt dem begge; 2-1 over Norge på den frygtede slaggerbane i Kristiania i 1917, og 3-0 over Sverige i Idrætsparken i juni 1918.
Til sidstnævnte arvefjendeopgør var interessen og stemningen atter på kogepunktet. Politiet var udkommanderet i stort tal for at forhindre gratister. Der måtte ikke lukkes flere end 20000 ind. Alligevel entrerede omkring 25000. En nærliggende villa på Øster Allé var under renovering og havde høje stilladser op ad murene. De blev bestormet af en horde af fans der således ønskede at overvære kampen på afstand. Den vrede husejer tilkaldte politiet, og et stort antal betjente måtte forcere spær og lægter for at hale den fodboldhungrende ungdom ned. På et tidspunkt truede både stillads og husmur med at give efter… Bornholms Tidende beskrev hele fænomenet under overskriften ”Fodboldfeber”: ”I en københavners øjne vil et menneske der ikke er klar over, at de danske og svenske skal udkæmpe landskamp på søndag, være værre end en Hawaii-neger”. Selvfølgelig vidste alle at der skulle spilles landskamp...
Indenfor i Idrætsparken blev fodboldfolket godt underholdt. Der blev musiceret festligt før kampen og i pausen af det kongelige garderhusarregiment. Den store svenske avis Svenska Dagbladet etablerede en ”uafbrudt” telefonisk forbindelse, sådan at man kunne orientere tusindvis af fremmødte fodboldentusiaster på Stockholms Olympiske Stadion om kampens gang, via en kæmpe opslagstavle. To scoringer af Carl Skomar’ (og et selvmål) sendte dem imidlertid skuffede hjem.

I 1919 vandt AB det danske mesterskab. Men Ernst Petersen var på Island og gjorde et bo op efter sin svigerfar. Det trak ud og Sildehovedet nåede ikke at spille en fremtrædende rolle på mesterholdet. Året efter han inde i billedet til en plads i den danske OL-trup der skulle til Antwerpen, men en familieforøgelse lavede om på prioriteringerne og støvlerne røg på hylden.
Petersen flyttede til Fyn i 1921 og gik ind i Danmarks Idræts Forbunds ledelse. Under besættelsen advokerede han med stor kraft for at danske sportsfolk skulle afholde sig helt fra idrætsligt samkvem med tyskerne. Et modigt standpunkt, der desværre ikke blev fulgt af DBU. Siden gik Ernst Petersen ind i modstandsbevægelsen og måtte, som følge deraf opholde sig i Sverige 1943-45.

Ernst var gift og havde 4 børn.

Landsretssagfører Ernst Anders Lysholdt Petersen døde i Dalum 8.november.1969, 79 år gammel.
Oplysningerne er pr. 16. juni 2023
SPILLEDE KAMPE
AB
  04.06.1916Sverige2 - 0
  17.06.1917Norge2 - 1
  02.06.1918Sverige3 - 0
IKKE BENYTTET
AB
  03.06.1917Sverige1 - 1
LANDSHOLDSPILLER 38
  Spillere AB