|
Den forsvundne fuldmægtig
Der er spillere der bare bider sig fast på nethinden og i hukommelsen. Der er aktører på fodboldbanen der er så iøjnefaldende at deres meritter bliver genfortalt og med tiden indgår i en slags kollektiv bevidsthed hos fodboldfolket. Og så er der dem, der efter en årrække stille og roligt går i glemmebogen. Selv om de var nok så dygtige og værdifulde. Det har vi desværre mange eksempler på i Danmark, til forskel fra mange steder i udlandet, hvor man husker - og hylder - de gamle helte. Den århusianske bankfuldmægtig Jørgen Olesen hører nok hjemme i denne kategori. Og hvis jeg har ret i det, så er det uretfærdigt på grænsen til det uhyrlige.
Jørgen Christian Thorndahl Olesen blev født 21. januar 1924 i Aarhus og spillede hele sin aktive karriere for AGF og opnåede mere end 600 kampe, heraf 341 officielle førsteholdskampe fordelt over 17 år. Der er ikke skygge af tvivl om, at Olesen er en af de største spillere der har haft hjemmebane på Århus Stadion gennem tiderne.
Han er samtidig en af de kvalitativt bedste defensive midtbanespillere nationen har fostret. Jørgen Olesen spillede venstre halfback. Han var hurtig, stærk i tacklingerne og helt ualmindeligt irriterende at spille over for. Han var for snu til at gå på selv de dygtigste modstanderes finter, og skulle de alligevel lykkes med en dribling, så kom han altid igen og fik tacklet. Selv da han var midt i trediverne var han en af de mest løbe- og slidstærke spillere i dansk fodbold. Hemmeligheden bag var at han var en urkraft og et konditionsfænomen.
Slideren Olesen var en fast og ekstremt vigtig bestanddel af det AGF-mandskab, der vandt mesterskabet i 1955. 56, 57 og 1960. Og pokalturneringen i 1955, 57, 60 og 61. Altså tre gange ”the Double”. Sammen med John Amdisen og Hans Christian Nielsen udgjorde han en halfbackkæde som man ikke løb om hjørner med. Da AGF kunne fejre klubbens første mesterskab i 1955, havde Jørgen Olesen allerede været på førsteholdet i et årti.
I landsholdssammenhæng lod gennembruddet vente længe på sig. I 1947 var han på korporalskole i Vejle og blev udtaget til militærlandsholdet mod Norge og England. Med på holdet var kapaciteter som Erik Køppen, Jørgen Jegsen og Aage Rou. Men man skulle helt hen til 16. september 1951, før UK udtog den da 27-årige AGF’er til det ”rigtige” landshold. Danmark tabte imidlertid med 2-0 til Norge på Ullevaal. Olesen var i sjælden grad i vanskeligheder overfor den norske storspiller Per Bredesen, men pressen skrev dog at debutanten ”kom nogenlunde til hægterne i anden halvleg”. Olesen måtte imidlertid vente et år på at komme med igen. Men ak. Atter tabte danskerne til Norge, denne gang med 1-3 i Idrætsparken. Olesens personlige præstation var dog god nok til at blive udtaget til OL-landsholdet der nåede kvartfinalen ved de Olympiske Lege i Helsinki det år. Jørgen Olesen spillede dog ikke.
Først i 1954 blev den venstrebenede midtbanespiller fast mand i rød-hvidt. I landskampen mod Schweiz dét år scorede Olesen et sjældent mål for landsholdet, og det havde nær givet Danmark sejren mod VM-kvartfinalisterne. Men aslpelandet fik uafgjort på en scoring kort før tid. Det var for øvrigt i den kamp at Land og Folks sportsmedarbejder mente at AIA’eren Poul Sørensen næppe havde nogen fremtid som højre wing. Men han hed jo altså Pedersen, og han tog siden grundig revanche på den plads.
I tre år i træk, fra 1955 til 57, spillede Jørgen Olesen samtlige landskampe. I 1955 var pressen rørende enige om at han havde været banens bedste spiller i en ganske meriterende 1-1-kamp mod Holland. Det var i øvrigt langt fra et særsyn. Olesen gav altid 100%. Året efter indbragte en tilsvarende præstation mod Sovjet ham ”Ugens Cigar”, uddelt af et århusiansk firma for en bemærkelsesværdig indsats. Den beskedne Olesen kunne virkelig nyde succesen og cigaren, samme år valgte en komité af ledere fra forskellige idrætsgrene ham til Årets Århusianske Idrætsmand. En hæder der atter kom Olesen til gode i 1957. Samtidig blev han også kåret til Årets Fodboldspiller, efter en læserafstemning i Dagens Nyheder. Kåringen var dog, på dette tidspunkt, ikke officielt anerkendt i DBU-regi.
I 1958 var Olesen anfører i tre landskampe, bl.a. i en fin dansk 3-2-sejr over Polen. Men landstræner Arne Sørensen foretrak at satse på yngre kræfter, og foretrak Flemming Nielsen og Bent Hansen som sine to halfbacks. Olesen var jo også 34 år på dette tidspunkt. Dele af pressen advokerede ellers kraftigt for hans kandidatur til OL-truppen i Rom: Knud Lundberg skrev i 1960: ”Vi kender ham alle sammen. I så mange landskampe har han været vor bedste spiller, at hans spillefacon er kendt af enhver. Han er ikke særlig elegant. Hans spark er heller ikke rent. Han er heller ikke særlig hurtig. Men han har altså gang på gang været bedste mand på landsholdet”.
Olesen tog ellers degraderingen med karakteristisk stoisk ro og afklarethed. Til Aktuelt udtalte han at: ”Det må nu være de unge, der må tage sliddet. Jeg tænker ikke mere på landsholdet. Men selvfølgelig ville jeg ikke sige nej”.
Da Arne Sørensen trak sig som landstræner efter sæsonen 1961, kom tilbuddet om et comeback for AGF-fighteren. Sørensens afløser Poul Petersen, kaldet Europa-Poul, kunne godt bruge en superrutineret - og stadig enormt løbestærk – midtbanespiller. Jørgen Olesen havde da også imponeret alt og alle da AGF spillede sig helt frem til kvartfinalen i Europa Cup turneringen for mesterhold. Århusianerne måtte til sidst overgive sig for overmagten, da man løb ind i mægtige Benfica. Men verdens måske bedste fodboldspiller, den brillante Eusebio, var totalt anonym i begge kampe. Forklaringen: AGF’s træner, den ungarske legende Geza Toldi, satte Jørgen Olesen til at mandsopdække stjernen. Eusebio fik ikke en ben til jorden. Olesen kunne dog ikke forhindre portugiserne i at vinde med samlet 7-2 over de to opgør.
Poul Petersens første sæson som landstræner blev faktisk særdeles fin. Danmark spillede 9 landskampe og vandt de 6 og tabte kun 2. Både Norge, Finland og Malta blev sendt hjem med regulære tennisciffer-sække. Tre gange 6-1. Olesen var med i alle tre opgør. Den mest markante landskampsejr det år, var da Holland blev besejret med 4-1 på mål af Ole Madsen, Henning Enoksen (2) og Carl Bertelsen. Ganske ukarakteristisk måtte Jørgen Olesen dog forlade kampen med en skade i pausen. Han spillede sin 42. og sidste landskamp en måned senere, i oktober 1962 mod Sverige (2-4). Da var han 38 år og 10 måneder. Måneden efter blev han desværre ramt af en knæskade i en divisionskamp mod KB.
Fænomenet Jørgen Olesen, den glemte/forsvundne fuldmægtig døde 13. juni 1999 i Viby, 75 år gammel.. Sønnen Steffen Olesen arvede faderens passion og blev formand for AGF’s fodboldafdeling.
| |
25 kampe: 15. maj 1957 mod England
(46)