|
| 14. maj 1931 i Nørresundby | Eigil Verner Nielsen | |
|
| OM VERNER NIELSEN | Skrevet af Michael Kjærbøl | |
|
|
Mønsterbryderen
Eigil Verner Nielsen blev født i Nørresundby 14. maj 1931.
Den venlige ældre mand med det grå velplejede hår skænker kaffe. Fru Inger har dækket bord. Det er af den gode gamle skole med pæne servietter og pletfri dug. Verner Nielsen har gæstfrit accepteret en snak om gamle fodbolddage i hjemmet i Hvidovre.
Den charmerende og statelige ældre herre har et muntert og nærværende glimt i øjet når han fortæller. Den fysiske form er lettere påvirket af et slagtilfælde for et par år siden, men hukommelsen er intakt. Historien om Verner Nielsen er historien om en ukuelig fighter, en foregangsmand og mønsterbryder. Fodboldfans der er lidt oppe i årene husker AB-backen med det karakteristiske sorte, krøllede brylcreme-hår. Verner Nielsen blev født i det nordjyske den 14. maj 1931. Han blev udlært som automekaniker (senere autoelektriker) og spillede fodbold i Nørresundby Boldklub.
I begyndelsen af 50’erne gik Verner Nielsen med overvejelser om at flytte til København for at søge beskæftigelse - ligesom mange andre arbejdere og håndværkere i tiden efter krigen. Han gik ligeledes med en drøm om at føre det fodboldmæssige til noget mere. En venskabskamp i Aalborg mellem Aalborg Freja og AB blev et vendepunkt for Nielsen - til stor glæde for dansk fodbold. Den lille sortkrøllede forsvarsspiller repræsenterede Freja i dagens anledning, og hos de gæstende københavnere blev der bidt mærke i nordjydernes defensive krumtap. AB’s Flemming Nielsen og ”fodboldprofessoren” himself, Knud Lundberg, så straks det oplagte uslebne talent hos Nørresundby-knægten, hvilket afstedkom en invitation til at starte i AB, hvis/når den talentfulde venstre back tog springet til hovedstaden. Det skete i vinteren 1953/54.
For Verner Nielsen var det imidlertid mest naturligt oplagt at spille i Boldklubben Frem. Det hang sammen med de traditionelle konformiteter der endnu i efterkrigstiden satte sit præg på de københavnske klubber. Valbyklubben Frem var for det arbejdende folk. AB, Akademisk Boldklub, var selvfølgelig for de studerende og uddannede på højere læreanstalter. Sådan havde det været siden 1889 da AB blev dannet som en sammenslutning af Fredericiastudenternes Kricketklub (der bestod af studenter fra Fredericia Latinskole der var flyttet til København) og studenterne fra Polyteknisk Klub. Fra begyndelsen var det en fast regel, at medlemmerne i AB skulle studere eller være uddannede fra Københavns Universitet eller Polyteknisk Anstalt. Undtagelser fra denne regel kunne kun gennemføres hvis enten en enig bestyrelse, eller alternativt en kreds på 15 medlemmer sagde god for det nye medlems ”moralske habitus”. Dette skete yderst sjældent. Det kan virke absurd i dag, men selv i 1953 da Verner Nielsen - efter venskabeligt pres fra Flemming Nielsen og Lundberg - besluttede sig for at vælge AB, måtte man pro forma indskrive Nielsen som teknikum-studerende i klubbens medlemslister. Det blev ordnet af klubbens sekretær, landsholdsspilleren og senere landstræner, Poul Petersen. Klubbens bestyrelse og daværende træner Arne Kleven spurgte ind imellem til Verner Nielsens ”studier” og det var en spøjs og lidt beklemt situation at stå i, når mekaniker Nielsen skulle lyve om sit egentlige erhverv for at komme til at spille for de grønstribede fra Lammefælleden.
Det sportslige skift fra Jyllandsserien til 1. division var markant og træningskulturen var helt anderledes. I AB blev der lagt stor vægt på det tekniske. Træningsmetoderne bar da også præg af den principielle tilgang, og med Knud Lundberg som ideolog og arkitekt bag en række øvelser blev der spillet småbold til skamler og med masser af boldkontakt. Verner Nielsen skulle omstille sig til alt dette og definere sin plads og rolle: ”I Nørresundby spillede jeg altid centerhalf, og hvis det kneb blev jeg sendt i angrebet. I AB blev der spillet meget mere teknisk småbold, selvfølgelig i et helt andet tempo end jeg var vant til”. Men transformationen for nordjyden gik stærkt. Allerede i 1955 havde den lille, slidstærke fighter erobret en fast plads på akademikernes førstehold, og en række overbevisende præstationer i 1. divisionskampene bevirkede at også landsholdet kaldte. Verner Nielsens debut for Danmark blev næsten som et billede på hans karriere. Den prægedes nemlig både af stærk modgang og markant succes. Især blev den en prøve for Nielsens - heldigvis - enormt stærke psyke.
At score selvmål i en landskamp må være et mareridt for en ambitiøs fodboldspiller. Så meget desto værre hvis uheldet indtræffer i spillerens landsholdsdebut. Det skete for Verner Nielsen på Ullevaal i Oslo den 11. september 1955, foran 34000 tilskuere. Et højt indlæg fra højre kom over det danske centerforsvar med AB’s Chresten Brøgger og AGF’eren Jørgen Olesen kort inde i anden halvleg. En ellers stærkt spillende Verner Nielsen fejlbedømte situationen og lagde tilbage til sin målmand, Frems populære Per ”Valentino” Henriksen, desværre uden at orientere sig. Henriksen var løbet frem til den norske centring og Verners tilbagelægning trillede stille og roligt ind i det tomme mål. Den debuterende venstre back var grædefærdig: ”Jeg ved ikke hvad der gik af mig, for der var jo slet ikke fare på færde. Inden jeg vidste af det havde jeg sat foden på bolden, og den var på vej i mål. Jeg glemmer det aldrig”, fortalte den brødebetyngede debutant bagefter til Aarhus Amtstidendes journalist efter kampen. Hjemme i Nørresundby blev Verners far så ærgerlig at radioen fik en tur ud gennem vinduet - eller sådan lød den ”officielle historie” i alt fald. Overfor forfatteren af disse linjer glatter Verner Nielsen dog anekdoten en anelse ud: ”Han var jo lidt hidsig, den gamle, og han gik jo højt op i det. Men selv om han nok har råbt højt og slået i bordet, så overlevede radioen dog”, siger Verner med et smil. I dag ser han også mere nuanceret på misèren: ”Ærligt talt, hvad skulle Per Henriksen også der ud efter”? Heldigvis var den lille fighter ikke mere slået ud, end at han rejste sig i modgangen og var en af holdets bedste. Danskerne kæmpede sig til uafgjort og reddede æren. Til debutantens store lettelse. DBU’s udtagelseskomité kunne da også nemt se igennem fejltagelsen ved selvmålet, og anerkendte Verner Nielsens styrke ved at udtage ham til de næste 25 landskampe i træk. Dengang - som nu - en imponerende præstation, der vidnede om Nielsens stabilitet og enorme betydning for landsholdet.
Nu var der da heller ingen mere i AB der stillede spørgsmålstegn ved Verners medlemsberettigelse. Man ændrede simpelthen de utidssvarende vedtægter sådan at klubben blev for alle samfundssegmenter og socialklasser. Den sorthårede back havde vist vejen. Hos akademikernes publikum var han stormende populær for sin modige og kompromisløse indstilling. Med tiden og erfaringen udviklede han et glimrende overblik, og selv om Nielsen ikke var blandt de højeste var hans hovedspil bundsolidt. Desuden levede han fornemt op til klubbens traditioner for at spille poleret og smukt teknisk fodbold. Nielsen var nemlig ikke blot noget så moderne som en arbejder i en akademikerklub, men også en konstruktiv og teknisk velfunderet forsvarsspiller. I retrospektiv kan det dog godt ærgre lidt at mulighederne for at støde med frem som back dengang var meget begrænsede: ”Man kunne helt sikkert have udviklet sit spil yderligere, hvis man havde haft lov til at gå mere med i spillet, ligesom nutidens wingbacks”. Men dengang var der ingen pardon: ”Især Flemming Nielsen var efter mig, hvis jeg dristede mig over midterlinjen. ”Kan du så komme hjem”, råbte han, så det ikke var til at tage fejl af”.
De store landskampe mod englænderne I 1956 og 57 oplevede Verner Nielsen en slags kulmination på landsholdskarrieren. DBU stillede for første gang i historien op til kvalifikationen til FIFA’s verdensmesterskab. Det gav to kampe mod selveste England. Fodboldens moderland stillede med den geniale centerhalf Billy Wright fra Wolverhampton, forwardsene Johnny Haynes og Tom Finney samt - ikke mindst - den formidable boldkunstner sir Stanley Matthews. Sidstnævnte havde på det tidspunkt passeret de 40 år, men var stadig en fremragende teknisk repræsentant for sin sport og sit land. Som højre wing spillede Matthews overfor Verner Nielsen på den danske venstre back, og AB’eren kæmpede det bedste han havde lært. Forhindre danske nederlag kunne han dog ikke. England vandt den første kamp med 5-2 på Molineux Ground på bl.a. tre mål af Tommy Taylor fra Manchester United. De danske mål blev scoret af Verner Nielsens klubkammerat Ove Bech Nielsen. Verner Nielsen husker tilbage: ”Jeg må sige at jeg var lidt på røven i den første kamp på Wolverhamptons bane. Matthews er den bedste spiller jeg nogensinde har spillet overfor, sammen med den russiske højre wing Valentin Ivanov der var helt kolossalt hurtig. Men i den anden kamp på Idrætsparken mod englænderne gik det helt pænt”. I København sejrede englænderne med 1-4, men Danmark var foran i første halvleg (på et mål af AGF’s John Jensen) og leverede en god fight. Først med 20 minutter tilbage af opgøret bragte Tommy Taylor England foran, og i slutfasen kneb det med de danske energireserver.
Englænderkampen blev imidlertid lidt af et klimaks for Verner Nielsen. I tiden efter ramtes han af træthed og udmattelse over de mange opslidende forpligtelser man kunne have som amatør-elitespiller med fuldtidsarbejde ved siden af idrætten. Nielsen puslede med ideer om at få selvstændigt værksted og fodbolden blev mere pligt end lyst. Til Aftenbladet udtalte den da 25-årige landsholdsback i 1957: ”Lysten forsvandt fuldstændig, og jeg overvejede alvorligt helt at holde op. Det kræver megen tid at spille på et 1. divisionshold. Tre aftener om ugen er besat med træning. Lørdag og søndag med rejse og kamp. Jeg har købt en motorcykel, og selv om jeg ikke tænker på at blive konkurrencekører, har den alligevel taget både min tid og interesse på det seneste”. Heldigvis kom lysten og energien til fodbolden tilbage, men motorcykelinteressen kom til at berede Verner Nielsen alvorlig modgang året efter. I julen 1958 forulykkede han nemlig med sin hustru bagpå, da en bil torpederede ægteparret under en udflugt på motorcyklen. Fru Inger kom voldsomt til skade med kraftige læsioner og tre tænder slået ud, og Verner fik kraniebrud og svævede en tid mellem liv og død. Op til de olympiske lege i 1960 virkede det ellers som en formalitet at Verner Nielsen skulle spille venstre back under landstræner Arne Sørensens OL-kampagne i Rom. Men skæbnen ville det altså anderledes. Efter kun fire måneders pause gjorde en stædig og viljestærk Verner Nielsen comeback for AB. Der er ingen tvivl om at nutidens lægestand ville have stillet sig ret skeptisk, men Verner Nielsen insisterede på at spille sin chance for at komme med i OL-truppen. Fru Inger overværede husbondens tilbagevenden til AB’s førstehold: ”Jeg må indrømme at jeg sad med livet i hænderne. Første gang Verner gik op i en hovedstødsduel satte han sig da også på halen bagefter”. Tidsplanen for backens comeback var dristigt og forceret. Men han viste hurtigt imponerende fremgang. I foråret 1959 forstærkede Nielsen et kriseramt AB-hold i Vejle, og viste sin klasse med en imponerende fighter-præstation. Det blev en duel mellem de to bedste venstrebenede forsvarsspillere i Danmark, idet Vejles Poul Jensen havde overtaget Verner Nielsens landsholdsplads i dennes fravær. Arne Sørensen troede dog stadig på AB’eren og det blev da også til 3 B-landskampe, men heldigvis måtte Verner melde fra på grund af arbejde til den skæbnesvangre træningskamp i 1960 mellem B-landsholdet og ungdomslandsholdet, hvor 8 spillere forulykkede og døde med et fly i Kastrup. Blandt dem var Verner Nielsens klubkammerat Erik ”Pons” Jensen: ”Erik Jensen var måske den allerbedste spiller jeg har optrådt med. Han havde en helt utrolig kondition. Men når vi kom ned i omklædningsrummet i pausen tændte han straks en cigaret”.
Vejles Poul Jensen var ikke til at røre på positionen som venstre back op til OL. Og desværre mødte Verner Nielsen mere modgang i form af knæskader. Det obligatoriske knæbind kunne ikke ændre på at fysikken gav knas. Den sorthårede back måtte til sidst indse at landsholdet var et overstået kapitel. Desuden blev Nielsens deltagelse på divisionsholdet fragmenteret og ustabil pga. tilbagevendende skader. Verner Nielsen led af løse knæskaller der havde det med at gå af led pludseligt ved spidsbelastninger. Enhver som har haft en luxeret knæskal ved alt om hvor ekstremt smertefuld denne skade er. Men jyden han er som bekendt stærk og sej, og selv ikke dette stoppede endegyldigt Verner Nielsen. I 1979 berettede han i et interview med Aktuelt: ”Omkringstående blev altid voldsomt forskrækkede, når det skete, fordi det lød så drabeligt. [når knæet gik af led, red.] Det var dog ikke værre end, at jeg selv kunne få det på plads ved at strække benet helt ud”. Også i dag nedtoner den gamle AB-fighter skaderne: ”Det var nu egentlig ikke så slemt. Men jeg må indrømme at det gjorde ondt når jeg skulle have tømt knæet for blodansamlinger hos lægen. Han var af den gamle skole og en hård hund. Så bedøvelse var der ikke noget med”. Doktoren var vist ikke den eneste hårde hund…
I 1962 var det slut. Den populære fighter lagde støvlerne på hylden. Visionen om egen forretning blev realiseret og der var ikke længere tid til elitefodbold. Efter en del års pause fik Nielsen dog lyst til veteranfodbold med de gamle kammerater i AB, og han ”tjønsede” som man kalder det på de kanter, til han var 86. De ringer stadig efter ham ind imellem på superveteranholdet i Bagsværd. Og det er ikke lysten der mangler men bentøjet er ikke helt til det mere og ”jeg gider altså ikke stå på mål” siger Verner med det karakteristiske skæve smil. I dag er han en af de ældste nulevende landsholdsspillere.
I det hyggelige parcelhus i Hvidovre er kaffen afløst af en enkelt øl. Og Verner Nielsen viser en scrapbog som en af hans døtre har samlet. Den er fuld af gode gamle minder og fortæller i highlights historien om en forbilledlig fighter der kæmpede og lykkedes med en stor karriere trods stor modgang. En mønsterbryder der var med til at omvælte forældede traditionsbundne klasseskel i sporten. Og en af dansk fodbolds dygtigste venstre backs gennem tiderne.
Verner Nielsen døde 22. februar 2023, 91 år gammel.
| |
|
| Oplysningerne er pr. 16. juni 2023 | |
|
|
|
| Er rangeret som sjette bedste venstre back i Michael Kjærbøls mesterværk "Dansk fodbolds 110 bedste" | |
|
|  | |
|
|
25 kampe: 15. oktober 1958 mod Holland