|
| 26. oktober 1941 i Frederikshavn | Harald Ingemann Nielsen | |
|
|
| 11. august 2015 i Klampenborg | |
|
| KAMPE OG MÅL | PÅ BÆNKEN (IKKE BENYTTET) |
|
| 14 / 15 | Frederikshavn | 1 | Frederikshavn | |
|
| OM HARALD NIELSEN | Skrevet af Michael Kjærbøl | |
|
|
Bette Halle
Harald Ingemann Nielsen blev født 26. oktober 1941 i Frederikshavn.
Der kan gå generationer imellem at der lander et stjerneskud af et naturtalent så rent og uspoleret, og med så kolossalt potentiale i dansk fodbold som Harald Nielsen.
Nils Middelboe, Valdemar Laursen, Walther Christensen og Ove Andersen kan nævnes som nogle af dem der brød igennem som purunge, og hvis talent var så iøjnefaldende at DBU’s skrappe udtagelseskomité bare måtte have dem med på landsholdet.
Harald Nielsen var en komet i 1959-60, hvis lige måske aldrig er set før eller siden herhjemme. Harald kom fra rødspættebyen Frederikshavn, hvor han var i lære som maskinarbejder på den stedlige fabrik Alpha Diesel. Skæbnen ville at Frederikshavn FI netop da havde et talentfuldt mandskab, der for første gang i klubbens historie rykkede op i 1. division i 1959, efter et usædvanligt tæt opløb med Næstved. Den kun 17-årige Harald Nielsen, eller Bette Halle som kaldtes i det Nordjyske, forbløffede alt og alle og blev både klubbens og divisionens topscorer med 19 mål.
UK måtte have ham med. Og i september blev Harald den yngste landsholdsdebutant i dansk fodbolds historie. Det blev en overvældende succes. Selv om den 17-årige knægt spillede centerforward overfor den berømte norske ”hvalfanger” Thorbjørn Svendsen, der havde over 100 landskampe for Norge på samvittigheden, blev Harald hovedperson og målscorer i den danske 4-2-sejr i Oslo, 13. september 1959. Bagefter skrev Magnus Simonsen, Politikens Simon, at ”En stjerne er født”. Det var så sandt som det var skrevet.
Med sin naturlige charme, spytkrøllen og det brede smil kom Harald på alles læber. Ikke mindst de unge teenagepiger. Harald konkurrerede - ganske utilsigtet – med smørtenoren Dario Campeotto om at være ungdommens største idol. Billedbladet og diverse kulørte magasiner kom forbi for at få fotos af, og historien om den unge himmelstormer. Harald blev såmænd midt i virakken kåret til Årets Fund i dansk idræt.
Frederikshavn var på den anden ende, og det nybagte første divisionshold chokerede ved at slå Frem i sæsonpremieren, ovenikøbet i Idrætsparken, og fiskerbyen lagde sig sensationelt på førstepladsen. Faktisk endte frederikshavnerne på en samlet femteplads dét år, og atter var Bette Halle nærmest ustoppelig med 19 scoringer, hvilket var tilstrækkeligt til at blive topscorer i divisionen.
På landsholdet scorede den unge centerforward en lind strøm af mål. Mod Finland i efteråret 1959 scorede Harald hele tre gange, mod Grækenland i sommeren 1960 yderligere tre gange, og i august mod Finland to gange. Alligevel var der kritiske røster i pressen der krævede HIK’s Ole Madsen på landsholdet. Det var da også en duel mellem to klassiske forwardtyper. Harald var god til at placere sig i sammenspillet og skød brandhårdt og præcist. Hans hovedspil var forbløffende godt for så ung en spiller. Ole var til gengæld en kamptank. Han moslede på fra første til sidste minut og var hård og pågående. Han var ikke så dygtig i pasningsspillet, men han var lige så populær som naturtalentet Harald hos publikum, der elskede hans kompromisløse facon. Det havde været særdeles interessant at se de to på samme landshold. Men Ole Madsen meldte fra i forhold til Arne Sørensens omfattende træningsprogrammer, og kunne ikke afse tid til at tage til OL i Rom med landsholdet, på grund af arbejdet. Så pressen og fodboldfolket måtte ”nøjes” med Harald, og han skuffede ikke.
I OL-holdets kampe mod Argentina og Polen holdt han de danske drømme i live med sine scoringer, og han forekom næsten at være en enmands-hær i front, på det ret kompakte og nedspillede danske landshold. Mod Tunesien i den sidste puljekamp scorede han to gange, men måtte dog konstatere at der chancer til langt flere. Selv en Harald Nielsen i storform kunne brænde.
I semifinalen mod Ungarn stod han for den første – meget vigtige – danske scoring, der gav de hårdt kæmpende danskere mentalt overskud og troen på en finale.
Selv om det blev til nederlag i slutkampen mod Jugoslavien, og dermed sølv, blev Harald efterfølgende udråbt til hele Danmarks Guld-Harald. Det var nærmest logisk at han blev kåret til Årets Spiller i dansk fodbold i den første officielle afstemning om den hæder, iværksat af Knud Lundberg og Fodbold Jul.
I foråret 1961 var det kun et spørgsmål om tid før den unge forward blev udlandsprofessionel. Det kunne DBU gøre meget lidt ved, men unionen anstrengte sig til gengæld for nidkært at begrænse Nielsens kommercielle udfoldelser. Harald var stormende populær, og det var en ganske naturlig følge af idoldyrkelsen, at der måtte laves en fodboldbog om ham, til glæde for det ungdommelige publikum. ”Harald Scorer” blev den første i en serie på seks. Men i april 1961 kunne den nordjyske avis, Ny Tid Aalborg fortælle at DBU havde alvorlige betænkeligheder angående den unge mands bogforetagende. Unionen havde udelukkende blåstemplet tiltaget hvis Harald udtrykkeligt lovede at et eventuelt overskud gik til hans studier. Og nu noterede man sig med stor betænkelighed at angriberen kørte rundt i en ny stor og smart bil. Hvordan kunne en lærling på Alpha Diesel få råd til en sådan? DBU påberåbte sig ret til at gennemgå regnskaberne, og truede med at erklære Harald professionel. For at sætte trumf på, raslede man også med sablen overfor Frederikshavn FI. Nordjyderne havde fået en stærk start på turneringen og lå nummer 1 efter fire runder. Men de tilspillede points ville blive strøget hvis DBU vurderede at Harald Nielsen havde optrådt egennyttigt i forbindelse med bogudgivelsen. Det må siges at være en indskrænkning og indblanding i personlig ytringsfrihed, som med nutidens briller forekommer at ligge et sted imellem Kafka og Stalin. DBU’s pression nyttede dog ikke noget, for kort efter skrev Harald kontrakt med Bologna.
Den tidligere KB’er Axel Pilmark, som i sin tid havde spillet et par hundrede kampe for den norditalienske klub, formidlede overgangen. I første halvdel af 1960’erne havde det danske landshold i dén grad brug for en stjerne af Harald Nielsens kaliber. Men med DBU’s amatørkodeks blev det ikke til flere end de 14 landskampe han nåede at spille som frederikshavner. 15 mål vidnede om hans forrygende skarphed. Det havde været spændende at se ham på landsholdet ved EM i 1964, eller i kvalifikationen til VM i England. Sammen med Vognmanden i angrebet. Men sådan skulle det ikke være.
I Italien mødte Harald imidlertid lidt af en mur. Han var hjemmefra, sådan for alvor, for første gang, og han måtte i færd med at lære et nyt sprog og få en fremmed kultur ind på livet. Det mest alvorlige var at hans basale teknik var for dårlig til den italienske liga. Kometen røg på bænken og der blev så småt spekuleret i at han allerede var ved at brænde ud. Men sådan gik det langt fra. Harald gik til opgaven med ydmyghed og stor dedikation. Han arbejdede som en rasende på at forbedre sine kompetencer, og belønningen kom. Vilkårene blev ganske vist ikke nemmere da Bologna skrev kontrakt med den tyske stjerne Helmuth Haller. Den geniale og karismatiske dribler nærede en nærmest sygelig jalousi i forhold til sin danske medspiller/konkurrent, og modarbejdede ret så åbenlyst Haralds tilstedeværelse. Men i løbet af et års tid havde Harald spillet sig ind på holdet og i tilhængernes hjerter.
I 1963 blev han topscorer i den italienske liga, en magtdemonstration han gentog året efter. Bologna spillede med helt i toppen af ligaen, og i 1964 lå man længe til et overraskende italiensk mesterskab. Men presset fra omgivelserne tog på truppen, og da den legendariske klubpræsident Dall’Ara pludseligt døde lignede det et varsel om at guldmedaljerne var ved at smuldre. I den sidste ende lykkedes det Bologna dog at kæmpe sig op på pointlighed med Inter. Dermed skulle det italienske mesterskab – il Scudetto – afgøres på omkamp, på italiensk ”spareggio”. Bologna havde ganske vist bedst målscore, men sådan var – og er – reglerne i italiensk fodbold. Står to hold lige i points skal der spilles en altafgørende finalekamp. Det er dog aldrig sket før 1964 – eller siden. Se Haralds highlightede kamp for nærmere beskrivelse af opgøret. [i bogen, red.]
Harald Nielsen var vel på det tidspunkt verdens bedste angriber. Mesterskabet var medvirkende til at han blev kåret til Årets Sportsmand i Italien. Desværre gav det ham ingen points i årets afstemning om Ballon d’Or. Dertil var Bolognas triumf for isoleret en italiensk begivenhed, og afstemningen kom til at afspejle EM-slutrunden og årets Europa Cup turneringer. De to spaniere, Inters Luis Suarez og Real Madrids Amancio blev nummer to og tre, og skotten Denis Law profiterede af at de britiske Home Nations alle kunne stemme individuelt. Men det var alligevel tankevækkende at den danske repræsentant i afstemningen gav et point til Ole Madsen, og ingen til Harald.
Efter mesterskabet i 1964 spillede Harald yderligere tre sæsoner i Bologna med pæn succes. Skader og slitage begyndte efterhånden at blive mærkbart, men ikke desto mindre kunne han smykke sig med prædikatet verdens dyreste fodboldspiller, da Inter købte ham i 1967 for 6 millioner kroner. En rygskade ødelagde desværre tiden i Inter, og efter blot en sæson skiftede Harald til Napoli. Det blev et rent skadeshelvede, og efter en kort tid hos Sampdoria sagde kroppen endegyldigt stop i 1970.
Harald kunne trække sig tilbage med en velkørende forretning med italienske importvarer og hellige sig ægteskabet med Rudi Hansen, som han havde mødt under indspilningen af en Far til Fire film i 1961. De fik to børn.
I 1977 gav han dansk fodbold et tiltrængt spark bagi, da han i selskab med Helge Sander proklamerede opstarten af en professionel dansk piratliga. DBU måtte hårdt presset åbne for betalingsfodbold i Danmark. Harald Nielsen blev i stedet formand for den nye store danske fodboldfusion i 1990’erne, FC København.
Hele Danmarks Guld-Harald døde 11.august.2015, 73 år gammel.
| |
|
| Oplysningerne er pr. 16. juni 2023 | |
|
|
|
| Er rangeret som næst bedste centerforward i Michael Kjærbøls mesterværk "Dansk fodbolds 110 bedste" | |
|
|  | |
|
|
13.09.1959
(85)