Søndag 9. februar 2025 kl. 08:33
WWW.HASLUND.INFO
 
A-LANDSHOLDSPILLERE
JOHN MADSEN
SPILLERFACTS
FØDTFULDE NAVN
14. maj 1937 EsbjergJohn Madsen
DØD (84 ÅR)
29. juli 2021. Boede i Esbjerg ved sin død
KAMPE OG MÅL
20 / 0Esbjerg
OM JOHN MADSENSkrevet af Michael Kjærbøl
Nej tak til landsholdet

John Madsen blev født 14. maj 1937 i Esbjerg.

Der gik chokbølger gennem dansk fodbold i foråret 1963. Landsholdet stod med en uhyre vanskelig opgave foran sig, med en udekamp på Nep Stadion i Budapest. Danmark skulle møde Ungarn for første gang siden OL-semifinalen i Rom tre år tidligere. Selv om ungarerne utvivlsomt var revanchelystne, så var der meget der tydede på at landstræner Poul Petersen var ved at sammenspille et løfterigt mandskab. I ”Europa-Pouls” første sæson som landsholdsansvarlig var resultaterne mere end fornuftige. Både Norge og Finland blev udraderet med 6-1 og selveste Holland slået med 4-1. Det obligatoriske arvefjende-nederlag mod svenskerne var man dog ikke sluppet for (2-4). Poul Petersen havde draget god nytte af at udtage en hel stamme af spillere fra tidens absolutte tophold - Esbjerg. Vestjyderne havde hele 7 spillere med i startopstillingen i den sidste landskamp i december 1962: Målmanden Erik Gaardhøje, forsvarsspillerne John Madsen og Preben Jensen, de centrale midtbanespillere Egon Jensen og Jens Petersen, og de offensive folk Carl Bertelsen og Carl Emil Christiansen.

Denne overvældende repræsentation fra Esbjerg suppleredes med tank-centerforwarden Ole Madsen fra HIK, Vejle-teknikeren Tommy Troelsen, KB's wing Eyvind Clausen samt den meget lovende OB-back Kaj Johansen. Resultatet 1-1 på udebane mod Tyrkiet var da også en klart godkendt udgang på 1962. Specielt var der stor respekt om værdien af at have en klassespiller i centerforsvaret der virkelig kunne rydde op omkring sig; den jættestore og brølstærke John Madsen. Og det var ingen andre end Madsen der forbløffede hele fodbold-Danmark, da medierne op til Ungarn-kampen pludselig kunne berette at kæmpen meldte fra. Ikke bare med et enkelt afbud til denne specifikke kamp. Og det var ikke en skade eller presserende arbejde der var årsagen. Madsen meldte permanent fra til det danske landshold.

Chokket var markant og mærkbart. Madsens nej-tak til at spille i rød-hvidt berøvede ikke blot landsholdet en af de absolutte profiler, der var ganske enkelt ingen andre i dansk fodbold der var i nærheden af at kunne løfte opgaven som forsvarsgeneral. Knud Lundberg gik så vidt som til at foreslå at DBU simpelthen aflyste kampen, eller i det mindste rykkede den til et mere gunstigt tidspunkt, hvor man havde haft en bedre mulighed for at finde en egnet afløser. Kampen blev transmitteret på dansk tv og blev en yderst pinlig affære. Foran fjernsynsskærmene kunne folk bevidne at Ungarn, anført af den brillante offensivspiller Florian Albert, kom foran efter 5 minutters spil - på deres tredje store chance i kampen - og siden gik det slag i slag. Et dansk landshold er sjældent blevet klædt så grundigt og konsekvent af. At slutcifrene lød på 6-0 var i virkeligheden uhyre billigt sluppet, målt på chancer og spil. De lovende resultater fra året før føltes pludselig som fjern fortid. John Madsens afløser, stakkels Kaj Andersen, kom alvorligt i fedtefadet i Budapest. Hans manglende rutine blev udslagsgivende og ungarerne kørte voldsomt rundt med ham. I den næste landskamp på hjemmebane mod Finland blev det hele endnu værre. Danmark fik kun 1-1 og Idrætsparkens publikum kvitterede med en nådesløs pibekoncert. Det var åbenlyst at John Madsens fravalg af landsholdet havde sat et dybt spor i holdets rygrad. Men hvad bildte han sig så egentlig ind med sin faneflugt, denne unge esbjergenser? Han havde såmænd sine helt legitime og gennemtænkte grunde. I den interessante bog ”Nej til landsholdet” gjorde Madsen op med den form for amatørisme der satte dagsordenen i dansk fodbold.

Forsvarskæmpen mente for det første at taktikken på landsholdet var dybt forfejlet. Der havde som sagt været gode resultater i 1962 der viste at der fandtes et talentmateriale (og også nogle garvede veteraner) man kunne fundere et fornuftigt hold på. Men hver gang der blev spillet på udebane, stillede man op med en gang ”angst-fodbold” af værste skuffe. Trods godkendte resultater på Malta (3-1) og førnævnte Tyrkiet, så var landsholdet reelt nedspillet i disse kampe. De to kampe som Madsen ikke var med i, i foråret 1963, bekræftede tendensen. Landsholdet krøb gradvist længere og længere tilbage på banen og håbede på at en tilfældig lang bold op mod Ole Madsen i angrebet kunne gøre en forskel. For det andet argumenterede Madsen at DBU stillede sig i en umulig position midt mellem to stole, når man på den ene side holdt så strikst på de gamle amatøridealer og på den anden side forlangte at amatørspillerne opførte sig som professionelle.
For at deltage på landsholdet måtte spillerne acceptere at der blev stillet hårde krav til den fysiske form og indordne sig under streng disciplin under samlingerne. På udebaneturene var der yderst begrænset tid og mulighed for at opleve det land og den kultur man besøgte. Og trods de relativt elendige arbejdsvilkår træner og spillere blev budt, så var der alligevel forventninger om at man kunne spille op med modstandere der benyttede professionelle eller i det mindste statsamatører.
Endelig var der en sær dobbeltmoral i traditionerne omkring banketterne efter landskampene. Her gik man pludselig på akkord med restriktioner og disciplin, og der blev spist og drukket løs - ofte ret hæmningsløst. Det var jo spillernes ”løn” for at sætte sin tid og umage ind på at repræsentere nationen. Den jordbundne vestjyde havde det nok lige svært med såvel det overdrevne formynderi fra unionens side, som med den umådeholdne - og nærmest tvungne - løssluppenhed. Det er i alle tilfælde let at følge at en ung idrætsmand må have oplevet disse ting som et paradoksalt skisma.

John Madsen var ellers lidt af et stjerneskud i landsholdets defensiv. Han debuterede på landsholdet 17. september 1961 hvor daværende landstræner Arne Sørensen så store muligheder i kraftkarlen fra Esbjerg, som afløser for gamle rutinerede Hans Christian Nielsen. I debuten mod Norge kom John Madsen på banen i stedet for senere landstræner Richard Møller Nielsen der måtte gå ud med en skade. Madsen var bred og frygtindgydende, og der er ingen tvivl om at der stod enorm respekt omkring ham fra alle angribere i dansk fodbold. Den lange esbjergenser tacklede så det bragede og han var ualmindelig hård at løbe ind i. Han havde ikke en imponerende højde, men med sin fysiske styrke var han alligevel i stand til totalt at kontrollere luftspillet foran mål. Han ”virkede” bare enorm…

Til kæmpe lettelse for DBU, pressen og fodboldfolket i almindelighed besluttede Madsen dog at ændre sit permanente afbud til landsholdet i efteråret 1963. Han var da også under hårdt pres for at revidere sit standpunkt efter den resultatmæssige deroute der ramte Poul Petersens mandskab. Så John Madsen indvilligede i at tage efteråret 1963 og sæsonen 1964 med - om end han fastholdt sin kritik af DBU og spillernes vilkår. Baggrunden var at dansk fodbold stod med to interessante sportslige muligheder umiddelbart foran sig. Den ene var kvalifikationen til OL i Tokyo 1964, hvor Danmark skulle møde Rumænien. Den anden var Europamesterskabet for landshold, der dengang kaldtes Nations Cup, hvor landsholdet deltog for første gang, og hvor et næsten ufatteligt lodtrækningsheld betød at Danmark efter tur mødte Malta, Albanien og Luxembourg, og således stod med en gylden chance for at komme helt til en EM-semifinale. Madsen bøjede sig for det desperate pres og ikke mindst hensynet til kammeraterne, og gjorde comeback i ”årets landskamp” i oktober 1963 mod Sverige. Det var en uegennyttig beslutning og ikke uden betydelige risici for spillerens omdømme. Mange mente utvivlsomt at Madsen ”spillede kostbar” og kun ville spille for sit land ”hvis han kunne få sin vilje” etc.

Nogle gange ser man tydeligst en spillers værdi for et hold når han ikke er med. Det kan man vist, uden overdrivelse påstå var tilfældet var med John Madsen. Uden esbjergenseren havde Danmark tabt den første af to OL-kvalifikationskampe til Rumænien med 2-3 på hjemmebane. Skulle danskerne til OL i Tokyo var kravet altså en udesejr i Bukarest. Med forsvaret nu atter bygget op om Madsen kunne landsholdet stille et rigtig fornuftigt hold til den vanskelige opgave. Erik Lykke-Sørensen var på mål. Madsen havde Kaj Johansen og klubkammeraten Jens Jørgen Hansen omkring sig på de to backpladser. Bent Hansen havde heldigvis generobret sin landsholdsplads og spillede halfback sammen med talentfulde Jens Petersen fra Esbjerg. Den offensive del af midtbanen blev udgjort af to af dansk landsholdsfodbolds allerbedste teknikere, Ole Sørensen og John Danielsen, mens fløjene bestod af føromtalte Kjeld Thorst og den særdeles talentfulde Carl Berthelsen (også fra Esbjerg). Helt fremme lå tank-centerforwarden Ole Madsen.
For en gangs skyld var Vognmanden ved siden af sig selv, men to flotte mål af Kjeld Thorst bragte Danmark foran på det indbyrdes regnskab, og minsandten om ikke Carl Berthelsen på et (for ham uvant) hovedstød bragte danskerne på 3-0. Rumænerne var kortvarigt i chok, men kom sig og satte den danske defensiv under kolossalt pres i resten af kampen. John Madsen, der ellers havde været småsyg op til kampen, spillede en fantastisk kamp og danskerne kunne til sidst tage en 2-3 sejr hjem. Lige akkurat tilstrækkeligt til at opnå en tredje og afgørende omkamp mod rumænerne i Torino. Den tabte danskerne desværre 1-2.

John Madsen skrev i sin bog ”Nej til landsholdet” at han under alle omstændigheder nok ikke havde haft lyst og energi til en olympiadetur til Japan. De stod foran var familieforøgelse i det Madsen’ske hjem og jobbet som ingeniør skulle jo også passes. Det endte igen med et nej tak til landsholdet og denne skulle det blive permanent.

For i august 1965 sagde forsvarskæmpen farvel og tak til dansk fodbold og skrev professionel kontrakt med den skotske klub Morton Greenock der på det tidspunkt forsøgte sig med en stamme af danske spillere - med stor succes. Efter sigende stod Madsen pludseligt af Esbjergs holdbus på vej hjem fra en kamp mod Hvidovre i København, og tog et fly til Glasgow, hvorefter de overraskede holdkammerater fra Esbjerg kunne læse dagen efter i aviserne at Madsen var blevet professionel.

I Morton spillede ”Mageløse Madsen”, som han kaldtes i Skotland, to gode sæsoner, hvorefter det blev til tre år i den lidt større Edinburghbaserede klub Hibernians. Ifølge Aberdeen Evening Express måtte Hibs af med 12000 £. Madsen aftvang stor respekt i det skotske, hvor man altid har sat pris på en stærk og hård forsvarsklippe med fighterhjerte.

John Madsen døde 28. juli 2021, 83 år gammel.
Oplysningerne er pr. 16. juni 2023
SPILLEDE KAMPE
ESBJERG
  17.09.1961Norge4 - 0 (46)
  20.09.1961Tyskland1 - 5
  15.10.1961Finland9 - 1
  05.11.1961Polen0 - 5
  23.05.1962DDR1 - 4
  11.06.1962Norge6 - 1
  28.06.1962Malta6 - 1
  11.09.1962Curacao3 - 1
  16.09.1962Finland6 - 1
  26.09.1962Holland4 - 1
  28.10.1962Sverige2 - 4
  08.12.1962Malta3 - 1
  12.12.1962Tyrkiet1 - 1
  06.10.1963Sverige2 - 2
  30.10.1963Albanien0 - 1
  03.11.1963Rumænien3 - 2
  28.11.1963Rumænien1 - 2
  04.12.1963Luxembourg3 - 3
  10.12.1963Luxembourg2 - 2
  18.12.1963Luxembourg1 - 0
LANDSHOLDSPILLER 316
  Spillere Esbjerg
Er rangeret som niende bedste centerhalf i Michael Kjærbøls mesterværk "Dansk fodbolds 110 bedste"