|
Liller
Nykøbing Falsters stolthed, Boldklubben af 1901, havde en ret stærk periode i 1970’erne, hvor falstringerne fik fine placeringer i 1. division. Med slutplaceringer som nummer 5, 9, 4, 7, 5, 9, 8, 5, 12 og 14 i årene fra 1970 til 79 var B1901 en klub man skulle regne med i dansk fodbolds sub-top. Det var da også med spillere som Morten Olsen, Søren Larsen, Erik Nielsen, Jan Sørensen, Henrik Skouboe og Gert Jørgensen, foruden gambianske Biri Biri og naturligvis midtbanespilleren Hans Ewald ”Liller” Hansen.
Hans Ewald Hansen, som blev født i Nykøbing F. 15. februar 1944, var en teknisk dygtig spiller med markante lederegenskaber. Han brød igennem på klubholdet som 22-årig i 1966 og blev hurtigt en offensiv nøglespiller. I 1969 var han tæt på en professionel kontrakt med den franske klub Heyers, og et par år senere var Sparta Rotterdam kraftigt inde i billedet. Det blev dog ikke til noget. I stedet debuterede Liller for landsholdet i en kamp mod Finland 8. september 1971, hvor han afløste Hvidovre-motoren Birger Pedersen i anden halvleg. Året efter blev 1901’eren udpeget til anfører på OL-landsholdet i den afgørende kvalifikationskamp i Bukarest, som Danmark overraskende vandt med 3-2. De Olympiske Lege i München var derfor imødeset med spænding, men selv om danskerne klarede sig over forventning, så blev OL ikke den store personlige succes for Hans Ewald. Faktisk var han så skuffet over egne præstationer, at han seriøst overvejede at stoppe karrieren som 28-årig. Sådan gik det dog ikke.
I 1973 spillede falstringen sin måske bedste sæson, og Knud Lundberg gav ham dette skudsmål: ”Han er næsten altid suveræn i sine divisionskampe. Han er nemlig en boldspiller af usædvanligt format, så han præger de kampe hvor han spiller godt, man lægger mærke til ham. På grund af hans tiltalende ydre, og fordi han har bolden så tit – og simpelthen fordi han gør noget godt ved den næsten hver gang han har den. Man forstår hans popularitet på Falster – og for resten over hele landet”.
På landsholdet gjorde Liller comeback i en gyselig 0-6-kamp mod Tjekkoslovakiet, men han tog revanche og blev atter udnævnt til anfører i de næste landskampe mod Norge og Ungarn. Mod nordmændene scorede han kampens eneste mål, og mod ungarerne var han med til at skabe et udmærket resultat, idet danskerne fik 2-2 på mål af Henning Jensen og Kurt Stendal.
Hans Ewald blev også kåret til Årets Spiller i B1901 dét år. Han modtog ”De Gamles Pokal” for sine præstationer, og i den forbindelse sagde formand Erik Samson: ”Liller har været otte gange på landsholdet og har været meget stærk på klubholdet. Han mangler kun lidt i at være den stærkeste spiller klubben har haft – nemlig overbærenhed over for de klubkammerater, som måske er knapt så dygtige”. Faktisk havde Hans Ewald på det tidspunkt spillet 16 landskampe, og det blev til to mere – også som anfører – da landsholdet i foråret 1974 tog på tur til Vestafrika og spillede mod Togo og Dahomey (der nu hedder Benin).
Samme år blev den lyslokkede midtbanegeneral ramt af en alvorlig skade og valgte at blive spillende træner i Nr. Alslev, hvor han også havde sin blikkenslagerforretning. og selv om han kom tilbage til B1901 var niveauet ikke længere til landsholdsfodbold og et brækket ben i 1980 sluttede karrieren.
| |
08.09.1971
(70)
(65)
/