|
| 22. februar 1946 i København | Kresten Bjerre | |
|
|
| 19. februar 2014. Boede i Frederikssund ved sin død | |
|
|
| 22 / 12 | AB (8/8) | |
| | Racing White, Belgien (14/4) | |
|
| OM KRESTEN BJERRE | Skrevet af Michael Kjærbøl | |
|
|
Generalen
Kresten Bjerre blev født 22. februar 1946 i København.
Perfektionist. Realist. Hård hund. Tre begreber der karakteriserer og indrammer den defensive midtbanegeneral Kresten Bjerre. Han havde en professionel indstilling til sin sport allerede tidligt som amatør, hvilket afstedkom et berettiget ry som træningsnarkoman. Nøglesynonymerne for Bjerre kunne også have omfattet begrebet ”vinder”. Han havde en stærk mentalitet og en enorm vilje til at gøre hvad der krævedes for at blive en succes.
På Østrigsgade Skole havde han den gamle AB-spiller Dan Ohland Andersen som lærer, og det har jo nok været med til at animere den ambitiøse unge Bjerre til at skifte klub fra Sylvia til AB som andetårs junior. Hos akademikerne havde man gang i en helt usædvanlig talentfuld årgang.
I 1965 rykkede spilleudvalget en række af de bedste op på førsteholdet. Udover Bjerre drejede det sig om backerne Jan Larsen og Niels Yde, målmanden Poul Werner Henriksen, halfbacken Erik Sandvad og de offensive midtbanespillere Ove Carlsen, Jørgen Kaltoft og Flemming Kjærsgaard. I angrebet kunne man mønstre bl.a. den endnu yngre Johnny Petersen og den lidt ældre Finn Wiberg. I 1966 var det nær gået galt. AB’s purunge hold lå længe i bunden af 1. division, men en stærk slutspurt gav et godt moralsk rygstød før sæsonen 1967. Kresten Bjerre omtalte selv at indsatsen var dannet på baggrund af ”en ærgerrighed og vilje, der må betegnes som enestående for et AB-hold”. Bjerre ramte plet.
I årtier var AB indbegrebet af den særlige amatørånd der udgik fra samfundets intellektuelle segment. Den var åndeligt beslægtet med den fine gamle tradition fra de britiske (og for den sags skyld danske) kostskoler og elitære læreanstalter, hvor fodbold var en sport for sande gentlemen. Hård og målrettet træning, fx konditionstræning, blev betragtet som helt unødvendig og overdreven spild af ressourcer. Fodbold blev spillet med hjernen og ikke med rå kraft. Man jublede heller ikke når man scorede. Når alt kom til alt, så var det jo kun fodbold.. Denne noget overlegne boheme-indstilling satte sit præg på træningskulturen i Akademisk Boldklub, og medvirkede i høj grad til den helt specielle omgangsform i klubben.
Da provinsen i 1950’erne for alvor tog førersædet i dansk fodbolds top var det med klubber som AGF og Esbjerg, der – i alt fald delvist - baserede spillet på dedikeret kollektivt arbejde og stram defensiv organisation. De jyske klubber kom (en overgang sammen med odenseanske B1913 og jernmanden Jack Johnson) med et kraftbetonet udtryk som satte AB til vægs. Akademikerne sakkede agterud, men satsede altså hårdt på et comeback i toppen af dansk fodbold med det unge kuld midt i 60’erne. Det er vist ikke for meget sagt at en spiller som Kresten Bjerre passede umiddelbart dårligt ind i den velkendte ”AB-ånd”. Men det nye hold var altså helt anderledes ”ærgerrigt og viljestærkt”. Til at organisere de urutinerede tropper havde AB’s bestyrelse peget på italienske Mario Astorri. Det var et rigtigt valg. Den joviale og dygtige Astorri var i en halv menneskealder chefdomptør i nogle af de bedste danske talent-menagerier. Og så var han gammel topspiller i bl.a. Juventus og var endnu da han havde passeret de 60 i stand til at tæske bolde ind på danske topmålmænd fra straffefeltgrænsen - fuldkommen efter behag.
I Kresten Bjerre havde Astorri sin naturlige leder på holdets midtbane. Italieneren indså desuden at det var på høje tid med et taktisk skift. Det gamle treback system stod langt om længe for fald. I Esbjerg havde man haft succes med en stopperkonstruktion med John Madsen og Jens Petersen, og i AB satte man Kresten Bjerres halfbackmakker Erik Sandvad ned i centerforsvaret som gardering for den store centerhalf Eigil Mølsgaard. Med Niels Yde og Jan Larsen som backs var forsvarsbasen særdeles stærkt sikret. Det gav den kreative offensiv med bl.a. Finn Wiberg og Henrik Bernburg særdeles gunstige vilkår. I 1967 vandt det unge hold - som Knud Lundberg meget passende kaldte ”de Grønne Mestre” - det danske mesterskab. 2 points foran Frem og tre foran overraskelsen Horsens.
På landsholdet kopierede man AB’s defensive struktur og der blev gennemført et uhyre spændende generationsskifte i 1967. UK-chef Erik Hansen og Ernst Netuka satsede på en ung stamme og det blev en overvældende succes. Efter et hæderligt nederlag på 0-2 til Ungarn med Albert og Bene 24. maj 1967, klarede ”det nye” landshold 1-1 mod DDR og Sverige. Kresten Bjerre scorede begge danske mål på stensikre straffespark.
I alt satte Bjerre 7 straffesparksscoringer ind i sin landsholdskarriere, et antal der først blev overgået af Daniel Agger i 2014 og senere af Christian Eriksen. Efterfølgende foldede landsholdet sig ud. 14-2 over Island, 5-0 ude over Norge, 3-0 over Finland. Et knebent og ufortjent nederlag på 3-2 til DDR og 3-2 over selveste Holland. Der er ikke noget at sige til at landsholdsspillerne på dette supertalentfulde hold lynhurtigt blev spottet af udenlandske klubber og blev professionelle. DBU kunne have ageret progressivt og åbnet landsholdet for profferne, men der skulle gå tre år med rædsomme resultater førend dette endelig skete i 1971.
Kresten Bjerre døde 19. februar 2014, knap 68 år gammel.
| |
|
| Oplysningerne er pr. 16. juni 2023 | |
|
|
|
| Er rangeret som sjette bedste defensive midtbanespiller i Michael Kjærbøls mesterværk "Dansk fodbolds 110 bedste" | |
|
|  | |
|
|
24.05.1967