|
| 27. marts 1949 i København | Torsten Frank Andersen | |
|
| KAMPE OG MÅL | PÅ BÆNKEN (IKKE BENYTTET) |
| OM TORSTEN ANDERSEN | Skrevet af Michael Kjærbøl | |
|
|
Spasmageren
Altid festlige Torsten Andersen fortalte engang en anekdote fra en kamp mod Sverige: ”Kurt Nielsen var under pres for at gøre mere ud af det taktiske og havde fået skaffet en smart whiteboard-tavle af den type der kunne vendes. Spillerne kom forventningsfulde ind til taktikmødet. Der havde været megen kritik af Henning Munk Jensens præstationer og alle, ikke mindst ”Munken” selv, var spændte på opstillingen. Var anføreren med? Kurt vendte tavlen og der gik et gys gennem rummet. ”Munken” var ikke med, og han blev straks ildrød i ansigtet. Kurt gik i gang med at snakke lidt om de enkelte spillere uanfægtet af at Torsten Andersen sad med fingeren oppe. Til sidst gav han efter: ”Det skal være seriøst, Torsten”. ”Det er det også”, replicerede Andersen. ”Jeg vil bare spørge om vi ikke - hvis fx svenskerne kommer foran - skal sætte ”Munken” ind, så vi kan være 11 mand på banen”. En brødebetynget Kurt Nielsen havde glemt at skrive anføreren på.
Anekdoten er rammende i forhold til den daværende landstræners manglende evne til at organisere landsholdets defensiv. Og så siger den jo også en del om dagens landsholdsfødselar (73 år) – den humoristiske og mundrappe Torsten Andersen.
Det gode og legesyge humør karakteriserede også Torsten Andersen på banen. Som dribler og kreatør var han uforlignelig, og der er ikke skygge af tvivl om at hans talent kan matche de største i dansk fodbolds lange historie. Den altid seværdige spasmagers tilgang blev dog en slags tveægget sværd. Han havde en ubændig tendens til at gøre det modsatte af hvad hans trænere forlangte, og hans mentalitet duede ikke helt i en strømlinet, topprofessionel fodboldverden.
Torsten Frank Andersen blev født 27. marts 1949 i København og debuterede for AB i 1968, og han brød igennem i 1970, hvor akademikerne var næsten absurd tæt på at vinde det danske mesterskab. I den sidste kamp i Nykøbing, hvor AB sejrede med 5-0 over B1901, forkyndte stadionspeakeren at gæsterne fra Bagsværd havde vundet mesterskabet, til spillernes og træner Jørgen Hvidemoses store jubel. Men man havde gjort regning uden vært, for B1903 var et enkelt mål bedre i målkvotientregnskabet og blev således mestre på den smallest mulige margin.
I slutningen af 1971 ragede angrebstalentet uklar med nogle af holdkammeraterne i AB og skiftede til KB. Det blev dog kun til nogle få kampe, så røg Andersen retur til AB. Karantænen efter klubskifter var på det tidspunkt indskrænket til to måneder. Efter bl.a. et hattrick mod mestrene fra Vejle skrev den eftertragtede spilopmager i sommeren 1973 professionel kontrakt med den belgiske storklub RSC Anderlecht.
I Bruxelles havde træner Urbain Braems store forventninger til sin unge danske driblekonge. Men Andersen havde svært ved at tilpasse sig de professionelle normer, og led desuden af hjemve. Tiden mellem kampe og træninger blev ofte tilbragt i telefonen, ligesom SAS tjente gode penge på Andersens svipture hjem til Danmark.
Braems gjorde Andersen til værelseskammerat på træningslejre og udebaneture med holdets stjerne, Rob Rensenbrink, måske i håb om at den superseriøse hollænders indstilling ville smitte af på den uregerlige dansker. Men Rensenbrink kørte død i Andersen’ske vitser til langt ud på de små timer. Når Torsten fik chancen i Anderlechts angreb, spillede han humørfyldt og virtuost. For eksempel blæste han selveste FC Barcelona med Johan Cruyff fuldkommen bagover, i anden halvleg af en træningskamp i august 1974. Avisoverskriften dagen efter lød: ”Andersens Fodbold-skole”, og spanierne forsøgte efter sigende at købe den danske angriber.
Men det rakte ikke i længden til en fast plads hos Anderlecht. Belgierne blev mestre og pokalvindere to gange, og sejrede også i Europa Cup turneringen for pokalvindere i 1976 (over West Ham i finalen med 4-2), men Andersen var bænket i de store slutopgør. I sommeren 1976 udløb kontrakten, men som transferreglerne dengang var skruet sammen, kunne Anderlecht alligevel gøre krav på en overgangssum når Andersen skiftede klub. Man håbede at kunne tjene penge på at sælge danskeren til en 2. divisionsklub. Det ville han imidlertid ikke finde sig i og tog hjem til Danmark for at spille som amatør i KB. Comebacket til dansk fodbold blev en forrygende succes. KB vandt bronze og Torsten Andersen spillede brillant – når humøret ellers var til det. Den mangeårige træner Mario Astorri var lige dele imponeret og frustreret: ”Han kan lave fem mål i hver kamp, men han gider ikke. Han er jo meget hurtigere end modstanderne når han har bolden. Han kan løbe hurtigere end de, når han dribler, så uden bolden ville han rykke endnu lettere fra dem. Men han rykker ikke når de andre har bolden. Jeg har en meget alvorlig opgave som træner”, sagde den gamle Juventusmand efter en kamp mod Vejle i efteråret 1976, hvor Torsten Andersen havde scoret begge mål i en 2-0-sejr til KB.
Angriberens strålende form gik ikke landstræner Kurt Nielsen forbi. 30. januar 1977 gav han debut til Torsten Andersen mod Gambia på ligalandsholdets tur til Vestafrika. I september fik han chancen på det ”rigtige” landshold i Malmö mod Sverige. Desværre spillede danskerne elendigt, og det hele bar præg af at holdet bestod af en flok vilkårligt sammenbragte og ikke-sammenspillede aktører. I pausen forsøgte Andersen at ramme hovedet på sømmet ved at gå rundt i omklædningsrummet og give hånd, og præsentere sig for de andre: ”God dag. Mit navn er Andersen”. Indenfor samme måned triumferede KB i UEFA Cup turneringen med en flot 3-0-sejr over skotske Dundee United, der blev udspillet i Idrætsparken. Torsten Andersen var flyvende og scorede alle tre mål.
I oktober understregede han sin fantastiske form ved at fremskaffe to straffespark i VM-kampen mod Portugal. Det forhindrede desværre ikke et 2-4-nederlag i Idrætsparken.
I KB boltrede Torsten Andersen sig i en festlig og livlig offensiv, sammen med bl.a. Finn Laudrup og den smarte midtbaneregissør Klaus Nørregaard. Men det glade og seværdige spil rakte alligevel kun til en sølvmedalje i 1979, hvor Esbjerg gradvist åd københavnernes forspring og til sidst distancerede Andersen og co. med hele 6 points.
Torsten Andersen optrådte samme år for 6. og sidste gang på landsholdet. Det var i Kurt Nielsens afskedskamp mod Sovjet, hvor Andersen scorede, men danskerne tabte med 2-1.
KB forsøgte med en oprustning på det fysiske område. Ud røg angrebsglade Mario Astorri, og ind kom jernmanden John Kramer. Torsten Andersen var stærkt plaget af en ret alvorlig akillesseneskade, og spillede en meget begrænset rolle i KB’s mesterskab dét år, men det virkede heller ikke just som om at hans og Kramers fodboldfilosofi pegede i samme retning. Torsten valgte i alt fald at forlade KB til fordel for sin gamle klub, AB, der kæmpede for at komme op i 1. division. Det holdt dog kun mindre end en sæson.
Et af kendetegnene ved Torsten Andersen, var at han havde modet og stædigheden til at gå egne veje. Han passede ikke ind i en topprofessionel verden, men han kæmpede alligevel som formand for Spillerforeningen for løn og bedre vilkår til kollegaerne. Selv spillede han hellere som amatør end at Anderlecht skulle puge penge på ham. Og i AB gik han imod bestyrelsen da den valgte ikke at forlænge træner Christian Andersens kontrakt. Desuden insisterede han på at spille i støvler af eget valg, hvilket bragte ham i modsætningsforhold til klubbens støvleaftale. Det afstedkom en fyring i AB, om end en samlet spillertrup gik i forbøn for ham.
I 1981 valgte Torsten Andersen derfor at slutte karrieren i HIK, hvor han for en stund blev genforenet med Mario Astorri og flere andre tidligere KB’ere; Ole Højgaard, Michael Røssel og Erik Eriksen.
| |
|
| Oplysningerne er pr. 16. juni 2023 | |
|
|
|
30.01.1977
(?)