|
| 14. juni 1932 i Odense | Kaj Elmer Andersen | |
|
| KAMPE OG MÅL | PÅ BÆNKEN (IKKE BENYTTET) |
| OM KAJ ANDERSEN | Skrevet af Michael Kjærbøl | |
|
|
Malermester på uriaspost i Budapest
Kaj Elmer Andersen blev født 14. juni 1932 i Odense. Faderen var maskinarbejder og moderen var pusserske. Kaj var den yngste af 2 brødre.
Kaj Andersen er en vigtig del af fortællingen om B1913’s enorme fremgang og succes i årene omkring 1960.
På trods af at Odenses ”blå mænd” i 1924 var uhyre tæt på at blive provinsens første danske mestre (og fik Fyns første landsholdsspiller – Peder Rasmussen i 1937), så var 13’erne traditionelt rangeret som eventyrbyens tredjebedste klub, efter OB og B.1909. Men det ændredes da jernmanden Jack Johnson overtog som træner i B1913 i 1959.
Under Johnsons ledelse blev der indført streng disciplin med fokus på kollektive værdier, konditionsstyrke og stram organisation. Johnson skabte en defensiv base med så høj kvalitet, at det tillod holdets offensive kræfter at udfolde sig. Det lukrerede folk som Ejgil Misser og angriberne Kjeld Pedersen og Bent Løfquist på. B1913 rykkede op i 1. division og røg ret hurtigt til tops.
Allerede i 1961 vandt 13’erne bronzemedaljer, og holdet lå endda nummer 1 halvvejs i turneringen, hvorfor man repræsenterede dansk fodbold i Europa Cup turneringen for mesterhold, og fik to kampe mod selveste Real Madrid. I 1962 og igen i 63 vandt Johnsons løbestærke disciple sølvmedaljer, og i det sidstnævnte år vandt man pokalturneringen med en finalesejr over Køge Boldklub.
Den afgørende og helt centrale figur i Jack Johnsons transformation af B1913 fra søvnig 2. divisionsklub til vindermandskab i dansk fodbolds øverste elite, var forsvarsstyrmanden Kaj Andersen.
Andersen spillede fra 1956 positionen som den centrale forsvarer, centerhalf, i 13’ernes defensiv. Han var en bemærkelsesværdig lille stopper, men han var hurtig og forudseende. Kaj Andersen lukkede så effektivt af i forsvaret, at det er rimeligt at betegne ham som nøglen til B1913’s enorme succes. Den gik selvfølgelig heller ikke hen over UK’s opmærksomhed. I maj 1963 blev Kaj Andersen, sammen med tre andre 13’ere (Ejgil Misser, Kjeld Pedersen og Kurt Grønning) udtaget til årets første landskamp mod Ungarn 19. maj 1963 i Budapest. Kaj Andersen var da 30 år. Han fik anførerbindet i sin debut og stod dermed i spidsen for et ganske urutineret landshold med 5 debutanter mod en særdeles stærk modstander.
Allerede fra starten var der ret kraftig kritik fra pressens side. Ikke fordi man udpegede Kaj Andersen som krumtap. Men fordi man i bund og grund mente at en så vanskelig kamp ikke burde ligge så tidligt på sæsonen. Var danskerne overhovedet i tilstrækkelig form? Rationalet fra UK’s side var – under de givne omstændigheder – fornuftigt nok. Med fire 13’ere i startopstillingen sikrede man sig en vis fysisk base, og med den hurtige og kloge Kaj Andersen som styrmand håbede man at kunne dæmme op for det vidt berømmede ungarske kombinationsspil. Det gik bare slet ikke.
Allerede efter et kvarters spil var Danmark bagud med 2-0. Andersen spillede overfor den uhyre stærke ungarske centerforward Florian Albert, og kom gang på gang i tvivl om hvorvidt han skulle dække Albert tæt, eller ”falde tilbage” og afsikre forsvaret overfor dybdeløb fra de andre forwards. I realiteten blev det hverken fugl eller fisk. Danmark tabte med 0-6, og cifrene var misvisende, for nederlaget kunne sagtens være blevet langt værre. Landsholdet blev udspillet efter noder og slap billigt.
Efter den lektion blev det selvfølgelig debatteret hvorvidt man burde stille et landshold med nogle andre kvaliteter til den næste landskamp. Men de fleste af de uheldige Budapest-farere fik genvalg til hjemmekampen mod Finland. Esbjergenseren Jens Jørgen Hansen og Køges Hans Andersen afløste dog Frems Kaj Hansen og Esbjergs Egon Jensen. Kampen blev imidlertid en katastrofe. Spillet fungerede ikke og Finland var tæt på at vinde. Et kanonskud af Henning Enoksen i sidste øjeblik forhindrede et ydmygende nederlag. Det værste var dog at Idrætsparkens publikum hånede hjemmeholdet og til sidst heppede på finnerne. Især Kaj Andersens klubkammerat, den seværdige dribler Ejgil Misser, blev tilskuernes mobbeoffer.
De to triste landskampe blev Kaj Andersens eneste. Han var anfører i dem begge. Efterfølgende havde han problemer med at holde sin ellers sikre plads i forsvaret hos B1913. Der blev talt meget om at han havde lidt et psykisk knæk ovenpå den hårde medfart på landsholdet, og Knud Lundberg gik så langt som til at påstå, at UK havde ødelagt Andersens karriere ved at stille ham på en håbløs uriaspost i Budapest.
Sagen var dog nok mere den, at Kaj Andersen havde passeret de 30, og hans stil var baseret på hurtighed og fysisk kraft – en ung mands dyder. Men selv om Kaj Andersens eftermæle kom til at bære præg af de to frygtelige landskampe, så fortjener han i langt højere grad at blive husket som Jack Johnsons forlængede arm på banen for et 13-mandskab, der trængte sig ind i toppen af dansk fodbold og var frygtet af alle.
Malermesteren og den defensive krumtap, Kaj Andersen, døde 29.januar.1995, 62 år gammel.
| |
|
| Oplysningerne er pr. 16. juni 2023 | |
|
|
|
19.05.1963