Fredag 19. april 2024 kl. 22:49
WWW.HASLUND.INFO
 
A-LANDSHOLDSPILLERE
HENRY HANSEN
SPILLERFACTS
FØDTFULDE NAVN
21. november 1899 i KøbenhavnAxel Bjergne Henry Hansson
DØD (65 ÅR)
8. februar 1952 på Østerbro i København
KAMPE OG MÅLPÅ BÆNKEN (IKKE BENYTTET)
38 / 10B19032B1903
JUBILÆER
  25 kampe:   14. juni 1931 mod Holland
OM HENRY HANSENSkrevet af Michael Kjærbøl
Alle tiders lillebror

Henry Hansen (egentlig Axel Bjergne Henry Hansson) var Carl Skomager Hansens lillebror og derfor gik han i folkemunde altid under kælenavnet ”Lillebror”. Han blev født 21. november 1899 i København.

Ligesom sin berømte storebror var Henry B1903’er. Han blev i 1920’erne Danmarks suverænt bedste højre wing. Forbillederne på den plads var de to KB’ere Oscar Nielsen Nørland og Leo Dannin. Nørland var den drifts- og pasningssikre kantspiller. Altid i bevægelse, uopslidelig. Passede perfekt til short-passing stilen med masser af hurtige afleveringer og løb uden bold. Nørlands afløser Leo Dannin fik en alt for kort karriere idet han gik alvorligt i stykker i en ”englænderkamp”. Han var mere udfordrende i sin spillestil og desuden lynhurtig. Henry Hansen var egentlig en slags mellemting, en krydsning mellem de to forgængere. I B. 1903 spillede man på simple og kollektive dyder. Der krævedes hårdt arbejde af alle spillere. Lillebror var derfor - i modsætning til mange andre wings der spillede det gamle to-back system - bevægelig og arbejdsom. Desuden var han en dygtig dribler der specialiserede sig i indlæg. 03’ernes offensive devise var typisk; ”ud på fløjen. Lillebror (eller Ernst Nilsson i venstre side) til baglinjen. Indover med svesken”. I 1920 da B1903 vandt sit første mesterskab var Lillebror netop ved at få sit gennembrud. Danmarksmesterskabet var en imponerende triumf, idet B1903 endnu var en undselig Fælledklub, hvor bestyrelsen igennem mange år møjsommeligt sparede sammen til anskaffelsen af eget baneanlæg. I små kår havde man opbygget et stærkt fællesskab. En klubkultur der på banen havde en fin foregangsmand i arbejdsbien Erhard ”Bessefar” Jensen der var anfører i en årrække. I Lillebror og Ernst Nilsson havde 03’erne de to mest talentfulde wings i Danmark. Hvor forskellige de to end var som fodboldspillere, i stil såvel som i fysisk statur, så havde de dog det energiske og pågående udtryk til fælles. Sjovt nok havde de begge svenske forældre. Måske stammede deres ukuelighed derfra?

Det var i alt fald nødvendigt med en hel del fightervilje at kæmpe sig gennem en barndom med 14 søskende i skomager Anders Hansson og hustruens Emma Jönssons lejlighed på Nøjsomhedsvej på Østerbro. Faren havde selv været ud af en børneflok på 12 i en lille skånsk by nær Malmö. Tiden omkring 1900 var hård og fattig for den svenske almue og mange udvandrede til Amerika - og Danmark. Således også Henry Lillebrors og Carl Skomagers forældre. Henry var altså fra lille af ikke uvant med at slås for tilværelsen. En egenskab der passede som fod i hose til B. 1903. Sideløbende med fodboldspillet formåede Lillebror at få sig en god uddannelse som guld- og sølvsmed og et attraktivt job som førstemand hos sølvsmed Moe og siden Heimbürgers på Købmagergade. Det var ikke dårligt klaret af skomager Hanssons barn nr. 6 af 15.

11. juni 1922 var Henry Hansen klar til sin landsholdsdebut. Kampen blev desværre en trist og historisk begivenhed. Trist fordi kampen endte med et klart dansk nederlag. Historisk fordi det var første gang nogensinde at Danmark tabte en landskamp på hjemmebane. Modstanderen var Tjekkoslovakiet og danskerne stillede egentlig med et spændende hold. De to unge tekniske supertalenter Fritz Tarp og Valdemar Laursen var med, og de duelstærke forsvarere Steen Steensen Blicher fra KB og Poul ”Pølse” Jensen fra B.93 udgjorde en lovende defensiv foran Poul ”Mester” Graae i målet. Rutinerede Christian Grøthan var også med, ligesom Michael Rohde og målmaskinen Poul Tist Nielsen. Danmark havde aldrig mødt tjekkerne før. Bøhmen trak sig fra deltagelse ved OL i 1912 i Stockholm grundet uoverensstemmelser med de formelle østrigske magthavere. I 1920 var tjekkerne til gengæld med ved OL i Antwerpen som nyslået selvstændig nation. De viste stor styrke i turneringen, i modsætning til forhåndsfavoritterne Danmark der røg ud i 1. runde. Tjekkerne gik helt til finalen hvor de dog blev slået af Belgien i en fuldkommen skandaløs forestilling. Den engelske dommer Lewis forærede først værtsnationen et mål på en klar off-side, og derefter gouterede opmanden et overfald på den tjekkiske målmand der lå sagesløs i græsset mens spillet fortsatte, og belgierne scorede til 2-0. Da en tjekkisk spiller kort efter blev udvist for et groft frustrationsfrispark, valgte hele det tjekkiske hold at udvandre. Publikum gik helt amok og invaderede banen og trampede på det tjekkiske flag. Efterfølgende blev Tjekkoslovakiet faktisk helt diskvalificeret på grund af usportslig optræden. Men selv om man altså ikke kom hjem med medaljer, så understregede OL-turneringen såvel tjekkernes høje niveau, som danskernes deroute. Det danske landshold var ikke længere en verdensklassenation. Hvis ikke dét havde stået klart i 1920, så viste landskampen i juni 1922 med al tydelighed at dansk elitefodbold ikke tilhørte den europæiske top. Tjekkerne var simpelthen bedst på alle parametre og sejrede 0-3 på Idrætsparken foran 20000 meget skuffede tilskuere. Der var da også en vis dommedagsstemning i pressen bagefter. Indtrykket var at dette nederlag var lige så slemt som 0-4 nederlaget til Sverige i 1916, og den ydmygende OL-exit to år tidligere mod Spanien. Det gjorde ondt at miste den status som ubesejret som landsholdet havde hævdet siden 1910. Desværre bekræftede nederlaget DBU i, at man gjorde ret i at udeblive fra fremtidige internationale turneringssammenhænge. Danmark havde ikke noget at gøre dér, når landsholdet ikke kunne præstere bedre.

Selv om det unægtelig var en trist start på Henry Lillebrors landsholdskarriere, så stod det alligevel klart at han var landets klart bedste højre wing. De næste 11 år sad Hansen stensikkert på pladsen, og han var næsten 35 år gammel da han endelig takkede af i 1934 (med en sejr over Polen). Trods hans kælenavn, så stod han ikke i skyggen af storebroren Carl Skomager i samtiden. Henry stod - med 38 landskampe og 10 mål mellem 1922 og 1934 - knivskarpt i fodboldfolkets bevidsthed, mens Carl jo kun nåede 7 landskampe. Alligevel er det storebroren som har indskrevet sig tydeligst i historien, som den første udlandsprofessionelle og de mange år som et højt skattet træner. Lillebror røg hurtigere ud i glemslen. I dag findes der end ikke en dansk Wikipedia side om ham. En del af forklaringen på dette må være at Henry Hansen døde tidligt og ikke - som broren - havde en tilknytning til dansk fodbold efter den aktive karriere.

Henry døde nemlig allerede 8. februar 1952 som kun 52-årig. Aftenbladet skrev i hans nekrolog: ”Alt, alt for tidligt døde ”Lillebror” Henry Hansen nåede at spille 38 landskampe i fodbold for Danmark. Han var en af de spillere, der skabte 1903’s position i dansk fodbold. Måske har der aldrig i dansk fodbold været en bedre højre wing end ham. Han spillede på hurtighed og behændighed og intelligens. Den intelligens, der bragte ham en smuk karriere i livet. Ved sin død i går, kun 51 år gammel, var han leder af Heimbürgers store guldsmedeforretning på Købmagergade. Han fik sin position i livet, fordi man kunne have tillid til ham. Han kunne have fået de største tillidshverv indenfor dansk idræt,

B1903 havde bud efter ham til sin ledelse, Dansk Boldspil Unions udtagelseskomité havde også gerne gjort brug af hans dygtighed. Men Henry Hansen fandt, at han helt burde hellige sig sit daglige arbejde”. På de ganske få citerede linjer skinner den folkelige kærlighed til den lille snurrige wing igennem. Man havde ”tillid” til ham. Med god grund. Lillebror gav sig altid helhjertet når han var i kamp for sit land. På det tidspunkt hvor nekrologen er skrevet havde Danmark en kanon højre wing som Johannes Pløger. Men Lillebror huskes som den ”måske bedste”. De tre ”bolde” i kategoriseringen ”international klasse” som jeg her har udstyret ham med, er måske lige i overkanten. Danmarks internationale niveau er vanskeligt at vurdere i 20’erne og 30’erne. Der er ingen tvivl om at der skete en vis deroute, men målt på venskabskampene frem til 1930 var der glimt af format. Et af de mest tydelige eksempler på dette er sejren over Tyskland i 1930.
Oplysningerne er pr. 16. juni 2023
SPILLEDE KAMPE
B1903
  11.06.1922Czekoslovakiet0 - 3
  10.09.1922Norge3 - 3
  01.10.1922Sverige1 - 2
  06.05.1923Czekoslovakiet0 - 2
  14.09.1924Norge3 - 1
  05.10.1924Belgien2 - 1
  25.10.1925Holland2 - 4
  13.06.1926Holland4 - 1 (43)
  19.09.1926Norge2 - 2
  03.10.1926Sverige2 - 0
  29.05.1927Norge1 - 0
  12.06.1927Holland1 - 1
  19.06.1927Sverige0 - 0
  02.10.1927Tyskland3 - 1
  30.10.1927Norge3 - 1
  17.06.1928Norge3 - 2
  16.09.1928Tyskland1 - 2
  07.10.1928Sverige3 - 1
  13.10.1929Finland8 - 0 
  16.06.1930Finland6 - 1
  22.06.1930Sverige6 - 1
  07.09.1930Tyskland6 - 3
  21.09.1930Norge0 - 1
  25.05.1931Norge3 - 1
  14.06.1931Holland0 - 2
  28.06.1931Sverige1 - 3
  27.09.1931Tyskland2 - 4
  11.10.1931Finland2 - 3
  05.06.1932Belgien3 - 4
  19.06.1932Sverige3 - 1
  30.08.1932Finland2 - 4
  25.09.1932Norge2 - 1
  09.10.1932Skotland3 - 1 (71)
  11.06.1933Norge2 - 2
  18.06.1933Sverige3 - 2
  08.10.1933Finland2 - 0
  26.11.1933Belgien2 - 2
  21.05.1934Polen4 - 2
IKKE BENYTTET
B1903
  14.10.1923Sverige3 - 1
  21.04.1924Schweiz0 - 2
LANDSHOLDSPILLER 66
  12. 25-kamps jubilar
  Spillere B1903
Er rangeret som sjette bedste højrewing/midtbane spiller i Michael Kjærbøls mesterværk "Dansk fodbolds 110 bedste"